23948sdkhjf

NCC vinder opgave til 400 mio. kroner

Århus Kommune har tildelt råhus- og lukningsentreprisen på det kommende multimediehus ”Urban Mediaspace Aarhus” til NCC Construction Danmark.
Entreprenørfirmaet NCC er blevet udvalgt til at indgå i opførelsen af det nye Multimediehus i Århus. Det oplyser Århus Kommune onsdag.

Virksomheden skal således opføre råhuset, facaderne og taget samt gennemføre den sidste del af å-afdækningen i området. Endelig skal NCC stå for at etablere og drive byggepladsen indtil projektets afslutning i 2015.

Frem til byggestart i august 2011 indgår NCC tillige i et tæt samarbejde med resten af projektorganisationen om at videreudvikle og optimere projektet.

Fokus på håndtering af byggepladsen
Efter endt prækvalifikation fik fem firmaer mulighed for at byde på opgaven, og de afgav alle tilbud. Tilbuddene blev vurderet på pris, organisation, bemanding og metode.

Opgaven blev udbudt til en fast pris, hvor de bydende har konkurreret om at tilbyde bygherren størst muligt rådighedsbeløb til opbygning af facader og tag, da dette får stor betydning for bygningens arkitektoniske udtryk.

Med hensyn til håndtering af byggepladsen har Århus Kommune blandt andet lagt vægt på at finde en samarbejdspartner, der kan gennemføre byggeriet med et lavt energiforbrug, stor sikkerhed og sundhed for bygningsarbejdere og med størst mulig hensyntagen til naboer og trafikanter i området.

Fakta om Urban Mediaspace Aarhus:
• Projektet omfatter opførelse af Multimediehuset, et automatisk parkeringsanlæg med 1.000 pladser, nye havne-pladser, fritlægning af den sidste del af Århus Å samt omlægning af infrastrukturen i området.

• Huset bliver Århus’ nye hovedbibliotek og skal også indeholde en række andre funktioner blandt Borgerservice, multisal, børneteatersal og café.

• Projektet gennemføres i samarbejde med Realdania og Realea. Rambøll Danmark er bygherrerådgiver og schmidt hammer lassen architects er totalrådgiver på projektet.

• Urban Mediaspace er Århus Kommunes største anlægsprojekt med et samlet budget på 1,8 mia. kroner. Århus Kommune er bygherre med Realdania og Realea A/S som henholdsvis tilskudsgiver og investor.

• Huset ventes at stå færdigt ultimo 2014 og Havnepladsen ultimo 2015.
Læs mere om: NCC
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173