23948sdkhjf

Arkitektbranchen tjener atter gode penge

Sidste års samlede indtjening var den højeste i fem år for arkitektbranchen, som også formåede at skabe et trecifret antal nye arbejdspladser.
Den danske arkitektbranche er definitivt ude af krisen.

Sådan lyder en af de indledende konklusioner i ”Arkitektbranchen 2013”, der netop er udgivet af Dansk Brancheanalyse ApS med fokus på regnskaberne fra 208 af Danmarks største arkitektfirmaer.

Ifølge Dansk Brancheanalyse steg branchens samlede omsætning med 5,7 procent i 2011/12, mens det samlede overskud steg med 36,8 procent til 156 mio. kr., hvilket er det bedste resultat siden 2007.

Krisen kan ikke bruges som undskyldning
- Arkitektvirksomheder, der derfor bruger "krisen", "afmatning" og "markedssituationen" som forklaring på de dårlige resultater, burde derfor tage og kigge indad i stedet for, konstaterer Ole Egholm, stifter af Dansk Brancheanalyse, før han nuancerer billedet:

- Det er dog ikke alle virksomhedstyper, der har klaret det forrygende. Det er især de store og de mellemstore virksomheder, der har haft nævneværdig fremgang. Små arkitektvirksomheder har det hårdt, og det hænger vel nok sammen med at der stadig er en nævneværdig arbejdsløshed i branchen.

Lønstigning og jobskabelse
Ifølge analysen blev der skabt 113 nye arbejdspladser i arkitektbranchen i 2011/12, men det skal stadig ses i lyset af de 792 arbejdspladser, branchen mistede i perioden fra 2008 til 2010.

De 4.110 personer, som sidste år var beskæftiget i arkitektbranchen, kunne i øvrigt glæde sig over en generel lønfremgang på 3,5 procent til en årlig løn på 535.000 kr., hvis man tager gennemsnittet af alle ansatte i branchen fra virksomhedsejere til piccoloer.

Analysen ”Arkitektbranchen 2013” kan bestilles gennem Dansk Brancheanalyse ved at klikke her.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094