23948sdkhjf

Kæmpemæssig fornyelse af det østlige Aalborg

Flere end 1.000 boliger i det såkaldte Kildeparken skal fornyes. Det betyder en samlet investering på mindst 1,3 mia. kr.
Et overvældende flertal af beboerne har stemt ja til et forslag om gennemgribende renovering af Himmerland Boligforenings afdelinger på Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej – i daglig tale Kildeparken. Dermed er der åbnet for en kæmpemæssig fornyelse af flere end 1.000 boliger i det østlige Aalborg.

- Vi forventer at komme til at investere mindst 1,3 mia. kr. i de tre afdelinger, der dermed bliver et af Danmarks absolut største projekter af sin art. Det er blandt renoveringsprojekter for almene boliger i Danmark til dato blot Vejleåparken i Ishøj, der vurderet på størrelse kan måle sig med Kildeparken, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

En aktiv bydel med stor variation
Med den store tilslutning til forslaget har beboerne godkendt at Himmerland Boligforening blandt andet arbejder videre med at der kan ske bygningsmæssig ændring af de eksisterende blokke, at Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej kan forbindes og biler og busser dermed sive igennem området på de bløde trafikanters præmisser, at beboerne får mulighed for at etablere mindre serviceerhverv og at der kan etableres faciliteter og mødesteder for områdets børn og unge.

- For den enkelte bygnings vedkommende sigter vi blandt andet efter at facaderne bliver efterisoleret, at der kan ske udskiftning af facadebeklædning, vinduer og døre, at der kan etableres større vinduesåbninger i facaderne, at tagbeklædningerne kan udskiftes og altanerne renoveres samt at vand-, varme- og el-installationer kan fornyes, siger Ole Nielsen. Og han fortsætter:

- Desuden er det planen at omkring en fjerdedel af boligerne i afdelingernes etagehusblokke kan blive ombygget i væsentligt omfang, blandt andet ved at der sker opdeling i rækkehuse og sammenlægning af boliger.

Vil skabe valgmuligheder
Endelig er det planen at der i boligerne blandt andet skal ske renovering af badeværelserne og fornyelse af køkkenerne, ligesom cirka hver tredje bolig bliver indrettet, så den også er egnet for ældre og beboere med fysiske handicaps.

- Ved at gennemføre omfattende moderniseringer og i det hele taget tænke boliger på en ny måde vil vi skabe et varieret boligområde. Vi vil flytte de tre afdelinger fra at være godt 1.000 i realiteten ens boliger til at være en aktiv bydel med en stor variation af udtryk – en bydel, som vil være et afgørende løft både for det østlige Aalborg og for byen som helhed, siger Ole Nielsen. Og han uddyber:

- Ud over at sikre gode boliger til fornuftige priser de næste mange år frem, er det vores ambition at skabe flere valgmuligheder for beboerne, for eksempel forskellige typer rækkehuse, boliger særligt egnede for ældre, boliger med mulighed for at drive erhverv og boliger specielt velegnede til bofællesskaber. Samtidig er det målet at gøre Kildeparken til et miljøvenligt boligområde, så vi når renoveringen er afsluttet vil have et område med et helt nyt ansigt, fornyede bygninger, bedre vejforhold og parkering og med nye servicefaciliteter for beboerne.

Samspil med andre tiltag i området
Foruden den omfattende renovering af områdets boliger er det hensigten at gennemføre en lang række markante fysiske ændringer, der vil give denne del af Aalborg et tiltrængt løft.

Blandt andet arbejdes der med en omdannelse af de grønne områder, så der bliver tale om en langt mere varieret og oplevelsesrigt landskabsrum, ligesom det er planen at ændre store pladser mellem bygningerne til attraktive og aktive samlingspunkter for beboerne. Ole Nielsen fortæller:

- I planerne indgår etablering af Sportshangaren, der tænkes at være hele bydelens åbne, levende og inviterende scene for sport og idræt. Den skal forene byliv, idræt og kropskultur, så der på den måde bliver bygget bro mellem den formelle og den uformelle sport. Ordet ”sportshangar” er tilsigtet, for byggeriet er tænkt som en hal, der – i lighed med en flyhangar – kan åbne store porte på vid gab, så der når vejret tillader det bliver skabt direkte forbindelse mellem udendørs og indendørs aktiviteter.

Det første store skridt i retning af fornyelse af det østlige Aalborg tog Himmerland Boligforening, da man tidligere i år indviede sundheds- og kvartershuset ud mod Humlebakken.

Forventet byggestart i 2014
Himmerland Boligforening længe har arbejdet på en helhedsløsning til fornyelse af Kildeparken, men at en beslutning i Folketinget i maj i år for alvor satte damp under kedlerne. Her blev et flertal blandt politikerne nemlig enige om at øge Landsbyggefondens bevillinger i 2012 for at fremrykke investeringer i renovering af almene boliger:

- Det betyder at vi kan gennemføre renoveringen af de tre afdelinger med betydelig støtte fra fonden, uden at det belaster beboerne med massive huslejestigninger. Med beboernes tilslutning på plads kan vi nu gå videre til næste fase. Byggeriet vil blive opdelt i forskudte etaper, der bliver tilrettelagt ud fra den bedste byggerytme og den bedste byggeøkonomi. Forløber alt efter planerne kan vi gå i gang med projekteringen i 2013 og det er realistisk at vi kommer i gang med byggeriet i 2014. Det er endnu for tidligt at offentliggøre et forventet sluttidspunkt, men det er selvfølgelig ikke uden en vis bagtanke at vi benytter titlen Kildeparken 2020, når vi omtaler helhedsplanen for denne del af det østlige Aalborg.

De omfattende forbedringer af boligerne i de tre afdelinger vil i sagens natur medføre huslejestigninger, hvilket beboerne med deres godkendelse af projektet har accepteret.

- Det er forskelligt, hvor meget boligerne stiger i husleje, idet der er forskel på hvor meget der skal foretages rundt om i afdelingerne. Fælles for alle boliger er dog, at vi sammen med kommunen og Landsbyggefonden står som garant for at huslejen ikke overstiger en rimelig grænse, der her er fastsat til knap 800 kr. pr. kvadratmeter pr. år, fortæller Ole Nielsen.

Fakta
Blåkildevej: Opført 1969; 348 etageboliger og gårdhuse; 1-5 rum; 35-126 m2

Fyrkildevej: Opført 1972; 464 etageboliger; 1-4 rum; 35-112 m2

Ravnkildevej: Opført 1968; 247 etageboliger og gårdhuse; 1-5 rum; 35-126 m2

Afstemningsresultat: 83, 88 og 89 % ja i de tre berørte afdelinger

Film om Kildeparken 2020: Se www.kildeparken2020.dk

Himmerland Boligforening er en af Jyllands største almene boligorganisationer med aktuelt 5.800 lejemål fordelt på familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger – og omkring 900 nye boliger på vej. Der bor 12-14.000 mennesker i vores lejeboliger i og omkring Aalborg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112