23948sdkhjf

NJ-Gruppen vinder projekt i Odense

Kræftens Bekæmpelse og Realdania har valgt NJ-Gruppen til byggeriet af en ny kræftrådgivning i Odense. Projektet er vundet sammen med Wienberg Architects og Ingeniør’ne.
Et grønt ydre og et hjemligt og nærmest fabulerende indre præger den nye kræftrådgivning, som Kræftens Bekæmpelse og Realdania bygger i Odense. Vinderprojektet blev afsløret fredag d. 5. oktober kl. 10.00 og vil komme til at ligge tæt på Odense Universitetshospital. Rådgivningen i Odense er den fjerde ud af i alt syv Livsrum, som bygges over de næste par år.

Vinderprojektet skal opføres af entreprenørfirmaet NJ-Gruppen i samarbejde med arkitektfirmaet Wienberg Architects og ingeniørfirmaet Ingeniør’ne.

- Vi bygger et hus, der føles trygt og rart og giver rum til alle former for liv. Rådgivningen kommer til at ligge på Odense Universitetshospitals grund, så det bliver nemt for kræftpatienter og pårørende at komme forbi til en kop kaffe og måske en snak mellem behandlingerne. I rådgivningen kan de møde andre, der også har kræft tæt inde på livet, tale med vores professionelle rådgivere og deltage i aktiviteter, siger Laila Walther, afdelingschef for Patientstøtte og Lokal indsats i Kræftens Bekæmpelse.

Bygger videre på tidligere projekter
Odenses nye Livsrum får en særlig visuel identitet, der skal virker indbydende og nærmest omfavne den besøgende. Bygningen ligger trukket lidt frem mod Kløvervænget, så der friholdes store havearealer mod syd, hvilket giver en flot udnyttelse af de grønne områder. Husets hjerte er det centrale ”Livsrum”, der forgrener sig ud til de andre rum. Det er med til at give huset en særegen identitet. Ideen er at vise, at det, der foregår i huset, er en naturlig del af livet og hverdagen, og derfor ikke noget, der skal gemmes væk.

- Vi kan tydeligt se, at de projektforslag, som er kommet denne gang, bygger videre på den viden og de erfaringer, som er skabt gennem de øvrige Livsrum konkurrencer. Forslagene er pejlet godt ind på de behov, som vi og Kræftens Bekæmpelse gerne vil have huset til at opfylde, siger direktør Marianne Kofoed, Realdania.

Med placeringen af kræftrådgivningen tæt på hospitalets kræftafdeling er der lagt op til et tættere samarbejde mellem hospitalspersonalet og Kræftens Bekæmpelse. Det kan være med til at sikre de fynske kræftpatienter endnu bedre behandlings- og rehabiliteringsforløb. Odense Universitetshospital lejer sig ind i huset, hvor de vil etablere projekt Krop og Kræft.

Det første spadestik i byggeriet vil efter planen blive taget i det tidlige forår 2013. Og allerede ved udgangen af 2013 forventer Kræftens Bekæmpelses ansatte og mange frivillige i Odense, at kunne byde kræftpatienter og pårørende velkommen i den nye kræftrådgivning.

FAKTA OM PROJEKT LIVSRUM

• Kræftens Bekæmpelse og Realdania vil henover de næste år bygge syv ny kræftrådgivninger i Næstved, Aalborg, Herning, Vejle, Odense, Roskilde og Herlev.

• Projektet kaldes Livsrum, og de nye rådgivninger kommer til at ligge tæt på de kræftbehandlende sygehuse. Nøgleordene for byggerierne vil være tryghed, hjemlighed, åbenhed og nærvær.

• Realdania støtter projektet med 50 mio. kr. Støtten fra Realdania giver mulighed for at bygge huse af høj kvalitet, der giver kræftramte de bedst mulige rammer til at komme sig i. De penge Kræftens Bekæmpelse investerer i de nye kræftrådgivninger, kommer bl.a. ind ved salg af nogle af de nuværende rådgivninger.

• Inspiration til Livsrum-konceptet er hentet fra de såkaldte Maggie Centre i England og Skotland. Maggie Keswick Jencks var havearkitekt og døde i 1995 af brystkræft. Hendes mand Charles Jencks er arkitektskribent, og i forbindelse med Maggies kræftsygdom udnyttede de deres professionelle kompetencer til udvikling af Maggie Centrene: Husene integrerer derfor indholdet i tilbuddene til de kræftramte med bygning, rum og udenomsarealer. Læs mere om Maggie Centrene på www.maggiecentres.org

• Kræftens Bekæmpelse tilbyder i dag gratis rådgivning mere end 30 steder i hele landet. De større kræftrådgivninger huser som regel en bred vifte af aktiviteter, fra samtaler med professionelle rådgivere til møder med andre i samme situation eller kurser i motion og yoga.

• I 2011 havde kræftrådgivningerne knap 77.000 kontakter med kræftpatienter, pårørende og professionelle. Fire ud af fem mennesker, der besøger kræftrådgivningerne, siger efterfølgende, at de er blevet mere afklarede med deres situation

• Kræft er en folkesygdom. Hvert år rammes godt 32.000 danskere af en kræftsygdom og omkring 210.000 lever med sygdommen eller følgerne heraf. Samlet set rammes hver tredje dansker af kræft i løbet af livet.

Mere information om projektet findes på www.livsrum.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083