23948sdkhjf

Tre tegnestuer udpeget til visionært boligprojekt

”Nybyggerne” er et boligprojekt, hvor almindelige mennesker skal bygge 24 ualmindeligt bæredygtige boliger. Tre tegnestuer skal give hvert deres bud på, hvordan det kan gøres.
I Næstved har man ambitioner om at sætte nye standarder for bæredygtigt boligbyggeri i Danmark. Derfor har de søsat projekt ”Nybyggerne”, som går ud på at bygge 24 supergrønne huse – energirigtige, sunde og økonomiske. Husene skal tegnes af nogle af landets stærkeste tegnestuer, når det drejer sig om bæredygtigt byggeri.

Blandt 13 dygtige tegnestuer har Næstved Kommune peget på 3xN, Henning Larsen Architects og Lendager Arkitekter som tre gode bud på arkitekter, der kan løfte overliggeren for, hvordan fremtidens boliger skal designes. De tre tegnestuer skal nu udarbejde hver deres bud på, hvordan boligerne skal se ud, og hvordan man vil indfri de høje ambitioner. Det er familierne, der i sidste ende vælger, hvilken tegnestue, der skal tegne deres drømmehuse.

Det har ikke været nogen let opgave at vælge de tre tegnestuer, fortæller borgmester Carsten Rasmussen:

- Der er tale om tre af Danmarks bedste tegnestuer, når det drejer sig om bæredygtigt byggeri. De har alle markeret sig som aktive og visionære i forhold til at udvikle byggeriet i en bæredygtig retning. De er helt bevidste om – og dygtige til – at involvere de kommende beboere i processen med at tegne husene. Og så er jeg sikker på, at de tegner nogle vanvittigt flotte huse, som kan være grønne fyrtårne for bæredygtigt byggeri - fordi de både er smukke, CO2-venlige og forholdsvis billige.

Arkitekterne glæder sig
Hos Henning Larsen Architects, der beskæftiger flere end 200 medarbejdere, har man stor erfaring med at designe bæredygtig arkitektur. Motivationen for at deltage i er ønsket om at være med til at skabe et boligprojekt med store bæredygtige og arkitektoniske kvaliteter – og holde det inden for en økonomisk ramme, så helt almindelige familier kan være med.

- Med projektet bliver Næstved en af frontløberne inden for grønt boligbyggeri i Danmark og vil fremstå med sin egen unikke identitet. Tilgangen til de nye boliger er at skabe helhedsorienterede bæredygtige boliger, hvor selve designet er bæredygtigt. Det gør dyre, tekniske løsninger overflødige. Designet nedbringer energiforbruget. Landskabsdesignet skal understøtte bygningernes klimaneutrale egenskaber gennem for eksempel grønne uderum, der tilfører bygningerne naturlig afkøling og skygge om sommeren og læ for vinden om vinteren, lyder det i en udtalelse fra Henning Larsen Architects.

Hos Lendager Arkitekter fremhæves især Næstved Kommunes holistiske vision og grundige forarbejde omkring, hvad bæredygtighed er.

- Især vil vi fremhæve fokus på den sociale bæredygtighed gennem brugerinddragelse og dialog med de kommende beboere, som skaber synergi mellem den miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighed, udtaler tegnestuen.

Den tredje deltager, 3xN, ser frem til at vise, at det kan lade sig gøre at bygge bæredygtige og innovative boliger i Danmark til en konkurrencedygtig pris, som også er tilgængelige for førstegangskøbere.

FAKTA OM PROJEKTET
Husene skal ligge på en dejlig byggegrund i Næstved, tæt ved skov, skole og station. Der er sat en max pris pr hus på 2,5 mio. kr., inkl. byggegrund, byggemodning og honorar til rådgivere.

Kommunen har ambitioner om, at bebyggelsen skal certificeres som bæredygtig i henhold til DGNB-modellen. Det stiller store krav til bl.a. energiforbrug, indeklima, infrastruktur, grønne områder, arkitektur og involvering af de kommende beboere.

Læs mere på www.nybyggerne.info
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078