Overraskende mange elfejl i danske hjem
I hele 94 procent af de boliger, hvor der er foretaget eleftersyn, har der vist sig fejl. Det viser en undersøgelse foretaget af Tekniq.
Tekniq, installatørernes organisation, forventede, at der ville blive fundet fejl i hver tredje bolig. En ny rundspørge blandt installatører tilmeldt eleftersynsordningen viser dog, at hele 94 procent af boligerne ikke har kunnet klare et eleftersyn uden anmærkninger. Det skriver fagbladet Electra.
- Når helt op til 94 procent af boligerne har elfejl, viser det virkelig, at der er meget store problemer med elsikkerheden. Derfor vil det forbedre elsikkerheden, at problemerne nu kommer frem i lyset i forbindelse med bolighandler. Det vil forhåbentlig betyde, at fejlene bliver udbedret, og at vi får skabt en generel bevidsthed om problemet, så folk tænker sig mere om og får elarbejde udført af en kvalificeret fagmand fra starten, siger Christian Jarby, chef for teknisk afdeling i Tekniq til Electra.
Mange grove fejl
Blandt de mange fejl, der er afdækket med eleftersyn gemmer der sig også en lang række alvorlige fejl.
I de i alt 10.906 eleftersyn, der er foretaget per 18. juni, blev der fundet 94.486 fejl i elinstallationerne. De var fordelt med 4.585 K3’ere, 28.435 K2’ere og 37.616 K1’ere.
- At der er så mange K3’ere, underbygger kun, at der er store problemer, idet en K3-anmærkning dækker over et meget alvorligt problem, som kan forårsage brand. Endelig dækker K2’erne også over ret grove forhold, som kan forårsage brand eller elektrisk stød på lidt længere sigt, siger Christian Jarby.
Fakta om Tekniqs Undersøgelse
- 373 virksomheder som er tilmeldt Tekniqs eleftersynskampagne er blevet spurgt. 139 virksomheder har svaret.
- 3.470 eleftersyn er der samlet set foretaget i løbet af maj og juni.
- Virksomhederne svarede, at der blev fundet fejl i 94 procent af de eftersete boliger
Kilde: Tekniq
- 373 virksomheder som er tilmeldt Tekniqs eleftersynskampagne er blevet spurgt. 139 virksomheder har svaret.
- 3.470 eleftersyn er der samlet set foretaget i løbet af maj og juni.
- Virksomhederne svarede, at der blev fundet fejl i 94 procent af de eftersete boliger
Kilde: Tekniq