Sundhedshus på vej i Skærbæk
Både Region Syddanmark og Tønder Kommune har godkendt etableringen af et nyt 2.600 m² sundhedshus i Skærbæk.
Med sine 2.600 m² samler det nye sundhedshus både kommunale og regionale sundhedstilbud under samme tag. Det nye sundhedshus vil bestå af det gamle rådhus og det tidligere lægehus og etableringen vil koste 14,74 mio. kr.
Det er tanken, at det nye sundhedshus også skal anvendes som et eksperimentarium, hvor både patienter og personale afprøver og anvender telemedicinsk udstyr og velfærdsteknologi.
Arbejder på næste sundhedshus
Sundhedshuset er blevet en realitet på baggrund af finanslovsaftalerne fra 2009 og 2010. Dengang blev der afsat specifikke midler til sundheds- og akutløsninger i yderområder. Sammen med Region Syddanmark søgte Tønder Kommune efterfølgende om midler til etablering af et sundhedshus i Skærbæk.
Sundhedshuset i Skærbæk bliver det første i Tønder Kommune. Der er allerede planer om et sundhedshus i Toftlund som det næste i kommunen.