To teams konkurrerer om udvikling af Aalborg Øst
Med investeringer for omkring 10 mia. kr. over de næste 10 år står Aalborg Øst foran store forandringer. Nu er man klar til anden fase i konkurrencen om en masterplan.
Forstadskonkurrencen ”City in between” giver interessante nye vinkler til det videre arbejde med bæredygtig byudvikling i det østlige Aalborg, hvor store investeringer er på vej i bl.a. ny infrastruktur, universitetssygehus og renoveringer af større boligområder.
To vidt forskellige forslag
Fem teams blev i første omgang prækvalificeret til konkurrencen, og dommerne har nu sat navn på de deltagere, der går videre til konkurrencens anden fase.
• Tegnestuen Vandkunsten, Hausenberg, Esbensen, Sloth Møller, Tyréns, ICP samt professor Peter Maskell.
• Schønherr, BIG, Ramboll UK, Active City Transformation, Tredje Natur, Analysehuset BBN Consult, Malene Freudendal-Pedersen samt Instituttet for Fremtidsforskning (IFF).
Med valget af de to teams er der nu lagt op til at undersøge vidt forskellige blik på forstadens potentialer og udfordringer i forhold til at sikre en bæredygtig byudvikling.
Det ene forslag bygger på en fortætningsstrategi i kobling med kollektive trafikforbindelser. Forslaget tager afsæt i stedets og tidens præmisser – potentialerne såvel problematikkerne.
Det andet forslag viser en radikal nytænkning af den bæredygtige by, hvor landskabet har fået en overvejende betydning. Forlaget har fokus på fremtidens klimatiske udfordringer med havstigning og foreslår bybygning på landskabets højdedrag. Endvidere bygger bæredygtighedstankgangen grundlæggende på en ny adfærdsregulerende forståelse for at bo og leve i balance med naturen omkring os.
Klimaudfordringerne – vandet som en særlig landskabsressource
For begge teams gælder, at områdets særlige klimaudfordringer i forhold til stigende vandmængder besvares ved at give både vandet og naturen mere plads i bydelen og fx foreslå at Romdrup ådal udvikles til et rekreativt vådområde, til glæde for såvel mennesker som natur og dyreliv.
- Vi har valgt to vinderforslag, der meget intelligent og forskelligt angiver vejen til bæredygtig byudvikling. Et vigtigt udgangspunkt for konkurrencen har været at arbejde med fortætningsstrategier, hvor der bygges mere og tættere i allerede bebyggede områder og langs trafikkorridorer, letbane og kollektiv transport, for at nedbringe energiforbruget til transport og sikre mobilitet for alle i byen. Det ene forslag har leveret et overbevisende bud på dette. Men vi er også blevet meget inspireret af det andet forslag, der har et skarpt fokus på klimatilpasning, genopretning af landskabet, biodiversitet, og det at bo tæt på naturen’, udtaler Astrid Bruus Thomsen fra Realdania, der er partner i projektet sammen med Aalborg Kommune.
Hun suppleres af stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen:
- Med det netop indgåede trafikforlig er Aalborg nu så heldig at kunne komme et skridt videre med planlægningen af letbanen. Dette set i lyset af vores øvrige strategiske arbejde med transport gør det ekstra vigtigt at være opmærksomme på sammenhængen ml. højklasse kollektiv trafik og et tilstrækkeligt befolkningsunderlag - og dermed vigtigheden af, at vi får indplaceret nye boligområder på rette sted! For mig fortæller de to forslag især noget om hvilke bytypologier, og boformer det er realistisk at satse på i videreudviklingen af vores forstæder – vi skal generelt tænke tættere og i tilkoblinger til eksisterende bebyggelser.