23948sdkhjf

Projekter for over 2 milliarder i ny aftale

En politisk aftale for jernbanetrafikken sikrer penge til bl.a. to nye stationer ved ”supersygehuse” i Hillerød og Gødstrup og forberedende arbejde til en ny metroafgrening.
Aftalen har fire hovedpunkter og har især fokus på jernbanetrafikken: elektrificering af jernbanenettet, anlæg af dobbeltspor i Sønderjylland, anlæg af to nye stationer ved kommende ”supersygehuse” i Hillerød og Gødstrup og forberedende arbejder til en ny metroafgrening til Københavns Nordhavn. Med aftalen besluttes projekter for mere end 2 mia. kroner.

- Jeg er glad for, at vi trods den økonomiske situation alligevel med denne aftale kan igangsætte nogle gode projekter rundt i landet. I den forbindelse vil jeg fremhæve nye stationer ved de kommende ”supersygehuse” i Hillerød og Gødstrup, siger transportminister Henrik Dam Kristensen, og tilføjer:

- Med beslutningen om at igangsætte de forberedende arbejder for en metroafgrening til Nordhavn skaber vi mulighed for, at det nye byudviklingsområde i Nordhavn hurtigt kan få en rigtig god kollektiv betjening til gavn for befolkningen, byudviklingen, miljøet osv.

Aftalen har et bredt flertal i Folketinget bag sig bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Aftalens hovedpunkter:
• Elektrificering af jernbanenettet: Elektrificering af strækningen Esbjerg-Lunderskov igangsættes og vil være færdig i 2015. Der afsættes 1.194 mio. kr. til arbejdet. Desuden udarbejdes anlægsoverslag for at elektrificere følgende strækninger: Køge Nord-Næstved, Roskilde-Kalundborg og Fredericia-Aarhus.
• Anlæg af dobbeltspor i Sønderjylland: Der anlægges dobbeltspor på banestrækningen mellem Vamdrup og Vojens. I aftale om En grøn transportpolitik af 29. januar 2009 reserverede parterne 0,7 mia. kr. (2009-priser) til anlægget, og der afsættes nu yderligere 55 mio. kr. til optimeret udførelse, så man undgår at genere godstrafikken i korridoren mest muligt i anlægsperioden. Det forventes, at strækningen åbner i 2015.
• Nye stationer ved sygehuse i Hillerød og Gødstrup: Der afsættes 46,5 mio. kr. til en ny station ved det kommende regionssygehus i Hillerød og 16,5 mio. kr. til en ny station ved det kommende regionssygehus i Gødstrup . Stationerne vil være med til at sikre en høj tilgængelighed til de nye sygehuse.
• Metro til Københavns Nordhavn: En ny metroafgrening fra Cityringen til hovedstadens nye byudviklingsområde i Nordhavnen vil løfte den kollektive trafik og gavne beboere og virksomheder i den kommende bydel. Det er med aftalen besluttet, at Metroselskabet i 2012 kan igangsætte forberedende arbejder til en Nordhavnsmetro for i alt 96 mio. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.688