Fem kollegaer starter nyt firma
En håndfuld tidligere ansatte i Skibbild Entreprise har etableret Penta Byg A/S, der skal arbejde med entreprisestyring og kvalitetssikring.
- Vi har som udgangspunkt ingen egne håndværkere. Vi sætter holdet af håndværkere fra gang til gang og styrer projektet fra første spadestik til 5-års-aflevering. Det er vores fornemste opgave, siger én af partnerne, Thomas Lindegaard, til Herning Folkeblad.
Thomas Lindegaard er ansvarlig for projektudvikling, salg og byggeledelse, mens direktør Jens Kristian Nyborg står for den daglige administration og varetager opgaver omkring indkøb og kalkulation. Bruno Mørch står for byggestyring, mens de to sidste, John Leon Bro og Hans Peter Kronborg Hansen, har ansvaret for firmaets malerafdeling.
Netop malerarbejde er det eneste håndværk, hvor Penta Byg selv leverer ydelserne. På alle øvrige områder hyres håndværkerne fra projekt til projekt.
- Vi ønsker at bruge et stort netværk af håndværksvirksomheder til at udføre de enkelte byggeopgaver, og vi sætter det rigtige hold fra byggeopgave til byggeopgave, siger Jens Kristian Nyborg til Herning Folkeblad.