Konkursramte Vinduesland.dk vil rejse sig
Vinduesland.dk i Vinderup er gået konkurs, men i kulisserne arbejdes der på at etablere et nyt – og større – setup.
Det er dog ikke usandsynligt, at der snart igen kommer gang i produktionen. Adm. direktør og medejer, Arne K. Nielsen, er nemlig i fuld gang med at stable en redningsplan på benene. Det fortæller han til Dagbladet Holstebro-Struer:
- Vi har lavet et nyt selskab, så vi kan få gang i produktionen igen. Medarbejderne er blevet informeret om, at de bliver genansat på samme vilkår i et nyt selskab, siger Arne K. Nielsen.
Op mod 100 medarbejdere
Direktøren oplyser, at de nye investorer er på plads sammen med en ny, professionel bestyrelse. De lejede bygninger på Skivevej er så godt som købt, og der er investeret i nye maskiner, der kan firedoble produktionen. Ifølge Arne K. Nielsen er forventningen, at det nye selskab kan beskæftige 70-100 medarbejdere.
- Vi håber ret hurtigt at få en afklaring på den konkurs og finde en løsning med den kurator, som 3F har hyret, så vi kan komme videre, siger Arne K. Nielsen til avisen.