23948sdkhjf

Henning Larsen skal designe tysk Siemens-domicil

Ud af 12 inviterede arkitekter er danske Henning Larsen Architects blev udpeget som vinder af konkurrencen om Siemens’ nye hovedkvarter i München.
Et flertal af en 22 mand stor jury har peget på forslaget fra Henning Larsen, som dermed får til opgave at designe Siemens’ nye domicil.

Ambitionerne er høje hos den tyske elektronikgigant, der ønsker et byggeri, som kan imødekomme de højeste internationale standarder inden for bæredygtighed og energieffektivitet.

Henning Larsens vinderdesign blev derfor valgt på baggrund af en overbevisende tilgang til netop bæredygtighed, miljø og energieffektivitet. Projektet sigter mod at overskride kendte standarder for bæredygtigt byggeri, og designet er i sig selv energibesparende. Et eksempel er de svagt hældende facader, der gør det muligt at trække dagslyset langt ind i bygningen.

- Vi skaber et fremtidsorienteret symbol på bæredygtighed, der vil sætte standarden for avanceret urban arkitektur og innovativ byggeteknologi, siger Siemens-direktør Peter Löscher i en pressemeddelelse.

Et bidrag til udviklingen af det offentlige rum
Siemens har siden 1949 haft hovedsæde midt i München og er tæt knyttet til byen. Det vindende projekt skaber en række nye byrum og en forbindelse mellem den historiske bymidte og det moderne museumskvarter i München. Siemens’ nye hovedsæde er en urban komposition af pladser, gårdrum og stræder, der i et genkendeligt forløb digter videre på byens topografi og skaber et helt nyt, levende kvarter i byen.

Seks rektangulære, afrundede former knyttes til en central, vertikal struktur, der forbinder hele den 41.000 m2 store bygningskrop. Strukturen skaber seks forskellige, åbne gårdrum, der er forbundet med byen og kan udforskes af gående. Designdirektør Louis Becker, Henning Larsen Architects, fortæller:

- Når man går fra den gamle by til museet, Pinakothek der Moderne, vil man kunne slentre gennem Siemens’ hovedsæde og sætte sig i en af de stemningsfyldte gårdrum. Bygningen er et bidrag til udviklingen af det offentlige rum i München.

Byggeriet indledes i efteråret 2012, og hvis alt går efter planen, vil det nye bæredygtige domicilbyggeri stå færdigt i 2015 med plads til ca. 1.200 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078