23948sdkhjf

FredericiaC har fundet sin vinder

De hollandske arkitekter fra KCAP er blevet belønnet med 1. præmien i den internationale parallelkonkurrence om en udviklingsplan for Fredericias nye bydel.
- Vi står med fire forslag, der i deres forskellighed og variation på fornem vis giver gode og anvendelige løsninger, anbefalinger og idéer til, hvordan vores vision omsættes til en robust og bæredygtig udviklingsplan, der lever op til partnerskabets intentioner.

Sådan konkluderede dommerkomitéens formand, Lars Holten, da resultatet af FredericiaC’s konkurrence blev offentliggjort torsdag eftermiddag.

FredericiaC oplyser på sin hjemmeside, at KCAP modtager 40.000 Euro for sit bidrag, der er udviklet i samarbejde med Rambøll UK og DK samt den hollandske analysevirksomhed Facton.

God håndtering af miljøproblemer
Under afsløringen fremhævede dommerkomitéen KCAP’s forslag for dets sammenhængende og velgennemarbejdede fysiske og strukturelle plan. Med afsæt i historiske overvejelser om Fredericias bybygning har de hollandske arkitekter foreslået en kanalstruktur og en markant urbanitet som de bærende virkemidler i en kommende byudvikling.

Arup og Vandkunsten deler 2. pladsen og får 25.000 Euro hver, mens Adept indtager 3. pladsen og får 10.000 Euro. Dommerkomiteen glæder sig generelt over deltagernes mange gode forslag til, hvordan man reducerer energiforbruget, forsyner den nye bydel med vedvarende energi, og, så vidt muligt, håndterer forurenet jord på grunden:

- Holdenes løsninger på jordforureningen og risikoforholdene bestyrker os i, at den videre udvikling af FredericiaC kan blive et eksempel på, hvordan sådanne særlige miljøproblemstillinger kan håndteres i god harmoni med moderne bybygning, siger Mette Lis Andersen, direktør i Realdania By.

Det videre arbejde…
Den internationale parallelkonkurrence har haft til hensigt at inspirere FredericiaC, og derfor skal der nu arbejdes videre frem mod en endelig udviklingsplan, hvor input og inspiration fra de fire forslag indgår i overvejelserne. Dette arbejde starter umiddelbart efter konkurrencens afslutning og løber frem til begyndelsen af 2012:

- Konkurrencen og resultatet er det helt rigtige afsæt for arbejdet med den egentlige udviklingsplan. Det bliver en spændende udfordring for os i den kommende tid nøje at vurdere, hvordan vi arbejder videre med de mange gode elementer og ideer fra forslagene, siger projektdirektør Jens Christensen.

Igennem hele konkurrencen og bedømmelsesprocessen har borgere og interessenter haft lejlighed til at kommentere forslagene – ved borgermøder, udstilling af konkurrenceforslagene, på FredericiaC’s dialogplatform samt ved særlige interessentfremvisninger. Borger- og interessentinddragelsen fortsætter igennem hele processen med udarbejdelsen af den endelige udviklingsplan. Udstillingen af forslagene holder åbent frem til den 30. maj, og FredericiaC opfordrer alle til at kommentere betænkningen og komme med forslag til arbejdet med den endelige udviklingsplan via dialogplatformen.

Om konkurrencen
I maj 2010 udskrev FredericiaC en international, tofaset parallelkonkurrence, hvor 36 tværfaglige hold fra ind- og udland ansøgte om at blive prækvalificeret. Seks af disse blev valgt ud til fase 1 af konkurrencen, der løb fra september til december 2010, hvorefter FredericiaC valgte fire hold ud til konkurrencens fase 2 – to danskbaserede hold og to internationalt baserede hold.

Fase 2 sluttede med at de fire hold afleverede deres endelige forslag til en udviklingsplan den 6. april 2011. Den 27. april fremlagde de fire hold deres forslag for borgerne. Siden er udstillingen med forslagene set af op mod 300 mennesker i FredericiaC’s lokaler.

Læs mere på www.fredericiac.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094