Nyt fra bestyrelseslokaler og direktionsgange - del II
Se hvilke virksomheder med relation til byggebranchen, der melder om udskiftninger i bestyrelse eller på ledende poster i denne uge.
Uffe Bay-Smidt er udnævnt som ny partner. Han er uddannet på Arkitektskolen i Aarhus og har været en del af Kant Arkitekter siden 2009.
Tidligere har Uffe Bay-Smidt arbejdet hos Aart Arkitekter, 3XN og LWDesign Group LLC, Dubai.
Kant Arkitekter er en københavnsk tegnestue, der primært arbejder med institutioner, boliger samt erhvervs- og kontorbyggeri.
Nørager Trælasthandel
Den hidtidige indehaver, Niels Jensen, har overdraget ejerskabet af virksomheden til to tidligere ansatte, Leo Vammen og Kristian Kristoffersen, samt en tredje person, der indtil videre ønsker at være anonym.
Med ejerskiftet udtræder Nørager Trælasthandel af indkøbskæden XL Byg.
Rockwool International A/S
Bjørn Høi Jensen er indtrådt som næstformand i bestyrelsen.
Rockwool har rødder tilbage til 1909 og har siden 1996 været noteret på Københavns Fondsbørs.
Silkeborg Stigefabrik A/S
Max Laursen er blevet ansat som administrerende direktør.
Silkeborg Stigefabrik producerer aluminiumsstiger til gør-det-selv markedet samt til det professionelle marked.
Solar Danmark A/S
Brian Rammekjær er tiltrådt en nyoprettet stilling som produktchef for Vedvarende Energi og Ventilation.
Solar er blandt Danmarks førende el-, vvs- og ventilationsgrossister.
Stark
Byggemarkedskæden har ansat Jørgen Holmgaard som ny salgsdirektør. Han tiltræder den 1. august.
Jørgen Holmgaard er 46 år gammel og har en fortid som partner i konsulentfirmaet Cultivator, hvor han gennem flere år har løst forskellige salgsudviklingsopgaver for Stark på konsulentbasis.
Stark beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og er landsdækkende med 93 trælaster, byggecentre og specialforretninger. Kæden er en del af DT Group og omsætter årligt for over 6 mia. kroner.
Teknologisk Institut
Mette Glavind er ansat som ny direktør for byggeri og skal fremover varetage den overordnede ledelse af instituttets syv centre inden for byggeriet.
Hun har været ansat på Teknologisk Institut siden 1992; senest som centerchef for beton-afdelingen.
Woodfloor A/S
Lemmy Fialin er udtrådt af bestyrelsen, mens Henning Andersen og Marlene Morla Andersen er indtrådt.
Woodfloor arbejder med import og salg af eksklusive trægulve i Danmark, Sverige og Norge.
Find flere ledelses- og bestyrelsesrokader i artiklen "Nyt fra bestyrelseslokaler og direktionsgange - del I"