Myhlenberg skal bygge 99 boliger på Århus Havn
Sammen med Arkitema, Niras og Esbensen Rådgivende Ingeniører har entreprenøren netop vundet konkurrencen om et meget spændende byggeri med ungdomsboliger i 12 etager.
Arkitema, Myhlenberg, Niras og Esbensen Rådgivende Ingeniører – tilsammen ”Zero House Team” – står bag, og de skal nu arbejde på projektet frem til sensommeren 2012, hvor de 99 lejligheder står klar til indflytning.
Dækker selv sit energiforbrug
Betegnelsen "Zero House Team" refererer til, at vinderprojektet overholder den forventede "2025 energiramme" på 0 kWh/m² pr. år.
Og faktisk går projektet endnu længere, lyder det fra teamet bag. Bygningen som helhed kommer nemlig til at producere mere energi, end den forbruger. Helt præcist forventes de i alt 5.205 m² at få et forventet energiforbrug på -2,34 kWh/m² pr. år.
Det meget lave energiforbrug opnås bl.a. gennem tæt isolering (400 mm i tag og 300 mm i facader), vinduer på 0,9 w/m2k, decentral ventilation med varmegenvinding, LED-belysning samt i alt 700 m² solceller og 150 m² solfangere på tag og facader.
Inspiration fra havnen
Det energiproducerende højhus har ladet sig inspirere af sit nærmiljø – både til lands og til vands. Blandt andet har højhuset ’arvet’ siloernes højde og drøjde:
- Vi skærer ind i siloen og skaber et ungdomshøjhus med en tydelig hovedindgang, en naturlig pladsdannelse samt et volumen, hvor flest mulige boliger placeres på de øverste etager, hvor de får mest glæde af havnens lys og udsigt, oplyser tegnestuen Arkitema.
Samtidig er huset inspireret af skibe med styrehuse, der er ofte i grundformen er et hvidt rektangulært volumen. På samme måde er huset en enkel rektangulær form, hvor en markant udskæring udgør indgangspartiet.
Huset er forsynet med en robust facade i en glat, hvid højstyrkebeton, der står i kontrast til udskæringen, der beklædes med en gylden sandwichplade i aluminium. Husets fælles altaner beklædes med træ.
'Solmark' på taget
Hovedparten af boligerne er to-rumsboliger, der forsynes med dagslys via vinduer, der varierer i størrelse og placering. Den høje grad af variation skal dels bidrage til en jævn fordeling af lys i rummet og dels sikre en oplevelsesrig indramning af udsigten.
Den sydøstvendte facade integreres med en stor mængde solceller, der placeres som værn på altanerne. Øverst etableres en ’solmark’ med energiproducerende teknik. Her kobles solceller og solfangerer parvis og suger med sine forskellige vinkler energi til sig igennem hele dagen.