23948sdkhjf

HusCompagniet tror på mere vækst i 2011

En ordrebeholdning på 800 huse og en stærkt øget markedsandel skaber øget optimisme hos typehusproducenten.
2010 blev et rekordår for HusCompagniet, og 2011 kan meget vel vise sig at byde på yderligere vækst hos typehusproducenten fra Horsens.

Markedsandelen blev i det forgangne år øget fra 13-14 % til over 20 %, og den position skal udbygges i 2011:

-I 2011 forventer HusCompagniet at fastholde fremgangen i salget. Vi ser vækstmuligheder i markedet for vores koncept, og vores mål er at holde markedsandelen på cirka 20 % af alle nye parcelhuse, siger koncernchef Steffen Baungaard.

Trodser prognoserne
En væsentlig årsag til den spirende optimisme er en god og stabil ordreindgang, som betyder, at HusCompagniet ved årsskiftet har 800 huse i ordre til levering i 2011.

Det svarer omtrent til virksomhedens samlede salg i 2010, og dermed går udviklingen hos HusCompagniet stik mod markedsanalyserne, som spår yderligere tilbagegang for branchen i det kommende år:

- Prognosen for det totale enfamiliehusbyggeri i 2011 er på 2.500 huse, men jeg tror selv, det kommer til at ligge højere. Af flere grunde. Den lave rente gør det historisk billigt at opføre et nyt hus. Finanskrisen har desuden bragt jordpriserne ned i et realistisk leje, hvor vi kan tilbyde hus og grund til en konkurrencedygtig pris, forklarer Steffen Baungaard.

Han fremhæver, at ca. 10 % af salget i 2010 har været til familier, der havde et gammelt hus, som skulle rives ned til fordel for et nyt, og i det kommende år forventer HusCompagniet stigende salg til dette segment.

Læs mere:
HusCompagniet sætter ny regnskabsrekord

Om HusCompagniet
Virksomheden er ejet af kapitalfonden Axcel og beskæftiger ca. 140 medarbejdere fordelt på kontorer i Horsens, Aalborg, Herning, Haderslev, Esbjerg, Odense, Ringsted, Hillerød og Malmö.

Herudover er der tilknyttet en række underleverandører, som tilsammen beskæftiger ca. 500 medarbejdere. Næsten hvert fjerde nye hus i Danmark er opført af HusCompagniet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094