Endnu en stor totalentreprise til Pihl
For anden gang på blot to uger har E. Pihl & Søn vundet licitationen på et stort byggeprojekt. Denne gang er det FN-Byen i København, der er tegnet af 3XN.
Opgaven gik til E. Pihl & Søn, som dermed henter sin anden store opgave på kort tid. For mindre end to uger siden vandt entreprenøren således licitationen på om- og udbygningen af Industriens Hus .
Byggeriet af FN-Byen er startskuddet for byudviklingen af området Marmormolen, der i dag er en del af Frihavnen. Huset opføres i overensstemmelse med kravene til et energiklasse 1-byggeri. Det udstyres med et stort solcellesystem på taget, og byggeriet opføres på en ø, som er konstrueret til lejligheden.
- Med FN-Byen får København et nyt markant byggeri, som Pihl glæder sig til at udføre i samarbejde med bygherren, By & Havn, og projektets øvrige parter. Pihl har mange års erfaring med store, komplekse byggeopgaver, og vore medarbejdere er derfor godt klædt på til at løfte opgaven på Marmormolen, siger projektdirektør Hans Anker Nielsen fra E. Pihl & Søn.
Efter planen skal FN’s seks danske organisationer flytte ind i huset omkring årsskiftet 2012/13.