Containere skal afhjælpe boligmangel i København
Når den nye planlov bliver vedtaget i Folketinget, bliver der åbnet op for, at kommunerne kan tillade midlertidig anvendelse af grunde i op til ti år.
Denne mulighed står Københavns Kommune klar til at udnytte. For at løse det store problem med boligmangel til studerende, vil overborgmester Frank Jensen (S) således tillade opstillingen af midlertidige boligcontainere på ledige grunde i hovedstaden.
Det skriver Politiken.
Ifølge avisen kan det blandt andet dreje sig om grunde, der står tomme, imens ejere og myndigheder er i gang med at forberede byggerier. Som eksempler nævnes blandt andet Refshaleøen, Kløverparken, Nordhavnen og godsbaneterrænet.
Frank Jensen håber, der kan opstilles containere svarende til op imod 80 boliger på hver 25 kvadratmeter på hver af disse grunde.
Prisen kan blive i omegnen af 4.000 kroner pr. bolig.