23948sdkhjf

Her er teamet bag Københavns højeste boligtårn

Danske, svenske og australske rådgivere skal sammen med Aarsleff projektere kæmpebyggeri i Carlsberg Byen.

Når projekteringen af det næste store byggeprojekt går i gang i Carlsberg Byen, bliver det med internationale kræfter på holdet.

Svenske Wingårdhs og australske BG&E skal i samarbejde med danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Per Aarsleff A/S, Midtconsult og 1:1 Landskab stå for projekteringen af det nye byggeri, som omfatter i alt 74.300 kvadratmeter.

Mest markant bliver et tårnhus, som med sine 120 meter bliver Københavns højeste beboelse.

- Wingårdhs har med deres tidligere opgaver overbevist os om, at de med deres æstetiske og visionære forståelse er de rette til at tegne tårnet opgaven. Sammen med BG&E og de øvrige danske partnere har vi skruet et team sammen, der har forstået både den historie og de omgivelser, de bygger ind i, og som med deres hidtidige meritter både er garanter for kvalitetsbyggeri og for en god og konstruktiv byggeproces, siger administrerende direktør Jens Nyhus fra Carlsberg Byen i en pressemeddelelse.

Et samarbejde der forpligter
Som med de øvrige byggerier i Carlsberg Byen fungerer alle parter på lige fod som rådgivere i planlægningsfasen med udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S i spidsen.

Samarbejdet om at udvikle og detaljere projektet sker med en åben økonomi, hvor entreprenøren lægger sine priser og kalkulationer frem.

Ifølge Jens Nyhus sker det for at undgå mange af de tvister, der ofte opstår, når der bydes på den gammeldags måde. Ligeledes kan Carlsberg Byen som bygherre løbende prioritere sine valg og dermed få det bedste byggeri for pengene.

- Ved at forpligte og engagere parterne tidligt i processen opnås der et større ejerskab og en større samarbejdsvilje, hvilket højner kvaliteten i det færdige byggeri, samtidigt med at der opnås en meget præcis styring af tidsplan og økonomi i gennemførelsesfasen, siger Jens Nyhus.

Det forventes, at samarbejdet i den indledende fase fører frem til, at der kan indgås aftale om en endelig entreprise.

Det 74.300 kvadratmeter store byggeri består, foruden det 120 meter høje boligtårn, af et karrébyggeri samt 25.000 kvadratmeter kælder, som suppleres af byrum og gårdarealer. Byggeriet ventes færdigopført i 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088