Danske virksomheder bygger mere i udlandet
Eksporten stiger, og det samme gør antallet af nye byggeopgaver uden for Danmarks grænser.
Sidste år omsatte branchen for næsten 4,4 mia. kr. i udlandet og hentede nye kontrakter hjem for omkring 3,6 mia. kr.
Omsætningen er på et år steget med 9,5 procent, og værdien af de nye kontrakter, som danske virksomheder har landet, er steget med 11,6 procent.
- Det er primært i Europa, at vi ser, at danske bygge- og anlægsvirksomheder henter flere opgaver, og det er i store træk anlægsprojekter, som fx havneanlæg, veje eller broer, der står for stigningen. Det stemmer godt overens med, at vi har nogle store anlægsvirksomheder, som har prøvet kræfter med opgaver i udlandet i mange år, og derfor både har erfaringen og referencer, der viser, at de er gode inden for deres felt, forklarer international chef i Dansk Byggeri, Henriette Thuen.
Uden for Europa er vilkårene til gengæld lidt svære for de danske virksomheder.
- Der er ustabile forhold i Mellemøsten, ligesom også Afrika volder mange virksomheder problemer. Brasilien var også spået til at blive et vækstland med mange muligheder, men det marked har skuffet. Derfor er Europa stadig det største marked for danske bygge- og anlægsvirksomheder, siger Henriette Thuen.
En ny tendens er, at det er de danske bygge- og anlægsvirksomheders datterselskaber i udlandet, som står for den store fremgang.
- Når en virksomhed er lokalt tilstede, så giver det nogle fordele både i byggeprocessen og i forhold til at hive flere opgaver hjem, så næste år bliver mindst lige så godt eller endda bedre, og det har vores danske virksomheder formået. Forhåbentlig er det en udvikling, som fortsætter, siger Henriette Thuen og tilføjer:
- For når eksporten falder, så mærker vi det i høj grad også hjemme i Danmark. En arbejdsplads i udlandet skabt af en dansk virksomhed giver 1,5 arbejdsplads herhjemme. Så Danmark er på mange måder også afhængig af, at det går danske virksomheder i udlandet godt.
Artiklen er en del af temaet Branchetal.