23948sdkhjf

Venstre garanterer håndværkerfradrag i 2015

(Opdateret kl. 19.44): Brancheforeningerne glæder sig, men håndværkerfirmaerne risikerer fortsat at stå på standby, ind til årets folketingsvalg er afviklet.
BoligJob-ordningen bliver genindført med tilbagevirkende kraft for 2015, hvis Lars Løkke Rasmussen kommer til magten som statsminister efter dette års folketingsvalg.

Det fastslår Venstre-formanden onsdag eftermiddag på Twitter:

"V vil genindføre BoligJobOrdningen - fra 1.1.15. Ellers vil alle, der håber og tror på ny regering, først bestille håndværker efter valget."

Politisk opbakning fra nær og fjern


Venstres forslag om at genindføre BoligJob-ordningen får prompte opbakning fra både Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Mere overraskende er det måske, at også Socialistisk Folkeparti bakker op om forslaget.

”SF bakker op om Løkkes melding på håndværkerfradrag - opfordrer Corydon til at indkalde forligsparter bag vækstpakke1 med det samme,” lyder det onsdag eftermiddag fra SF’s officielle Twitter-profil.

Ikke fuld opbakning i blå blok
Til gengæld må Lars Løkke Rasmussen i første omgang se langt efter støtten fra den sidste del af det blå firkløver. Liberal Alliance vil således hellere give danskerne lavere skat end bruge pengene på håndværkerfradraget.

- Vores syn på boligjobordningen er velkendt. Så kan jeg forstå, at de andre borgerlige partier gerne vil have det her, og det må vi så forhandle om efter valget. Vi har nogle andre ting, vi hellere vil bruge pengene på, og så må vi forhandle om det, siger partiets skatteordfører, Ole Birk Olesen, til Ritzau.

LA-partiformand Anders Samuelsen kritiserede endvidere for få uger siden håndværkerfradraget i stærke vendinger på sin Facebook-profil.

Politisk diskussion dræber købelyst
Udmeldingen – der altså er møntet direkte på landets mange husejere – skaber dog ikke nødvendigvis glæde blandt de mange små og mellemstore håndværkervirksomheder. Flere frygter, at ventetiden frem til folketingsvalget vil kvæle aktiviteten hos de private kunder.

Læs mere her:
Håndværkerfirmaer forlænger selv BoligJob-ordningen

- Så længe politikerne diskuterer, om ordningen skal forlænges, sker der ikke det store. Så risikerer vi at skulle vente helt til et valg i november, før der kommer gang i sagerne igen, konkluderer tømrermester Jan Smed, der er indehaver af Thy Mesterbyg.

Holdningen bakkes op af en rundspørge, som Building Supply har foretaget, med flere end 20 lokalformænd fra Dansk Byggeri som svarpersoner. 80 procent støtter forslaget om en forlængelse af BoligJob-ordningen, men flere af disse udtrykker bekymring for, at uvisheden ind til da blot vil virke kølende for købelysten blandt de private kunder.

Brancheorganisationer er umiddelbart positive
Anderledes positiv er Morten Frihagen, direktør for Dansk Håndværk:

- Det lyder som årets første gode nyhed. Vi har været bange for at folk ville holde igen med opgaver hos håndværkerne og vi har allerede set, at tingene er gået i stå, siger han, men erkender dog samtidig, at et regeringsskifte er en nødvendighed, hvis fradraget skal gælde.

Samme problemstilling fremhæver adm. direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri. Han efterlyser først og fremmest en hurtig afklaring:

- I dag har vi fået et løfte om en genindførelse med tilbagevirkende kraft, og det er klogt og rigtig at sende det signal til de forbrugere, der tøver med at hyre håndværkere. Tilbage står naturligvis spørgsmålet om valgdatoen, og her må vi sige, at jo før vi får et valg desto bedre. Det vil skabe afklaring om, hvorvidt ordningen genoplives, eller om den er død, siger han.

Building Supplys rundspørge viser, at knap hver femte virksomhed allerede har iværksat initiativer, der skal kompensere for, at BoligJob-ordningen altså i øjeblikket er sat ud af spil.

Læs mere om de entreprenante virksomheder her:
Håndværkerfirmaer forlænger selv BoligJob-ordningen

Artiklen er en del af temaet BoligJob-ordning.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125