23948sdkhjf

Arkitektforeningen skal have ny direktør

Adm. direktør Jane Sandberg har opsagt sin stilling for at tiltræde nyt job.
Efter seks år i spidsen for Arkitektforeningen tiltræder Jane Sandberg i begyndelsen af 2015 en stilling som direktør for Post & Tele Museum i København.

Bestyrelsen i Arkitektforeningen har pr. 1. november konstitueret vicedirektør Annette Blegvad som direktør, indtil en ny direktør er ansat. Jane Sandberg vil dog frem til sin fratrædelse løse opgaver ”af særlig strategisk karakter” for bestyrelsen.

Bestyrelsesformand, arkitekt MAA Natalie Mossin, beklager opsigelsen og fremhæver den markante udvikling, der er sket i årene med Jane Sandberg som direktør.

- Jane blev i sin tid ansat blandt andet til at styrke foreningens arbejde med at synliggøre arkitekter og deres faglighed i forhold til den brede offentlighed. Den indsats har givet foreningen en solid platform som understøtter vores arbejde med at fremme den fortsatte udvikling af kvalitet i vores byer, bygninger og landskaber, siger Natalie Mossin ifølge Arkitektforeningens hjemmeside.

Jane Sandberg har tidligere været direktør for kunstmuseerne Trapholt og Øregaard, og vender således tilbage til museumsverdenen, der hun tiltræder efter årsskiftet.

- Det er en stor og spændende udfordring, som Post & Tele Museum står overfor. Med en flytning fra indre by til en ny lokalitet, skal der skabes et helt nyt museum med kommunikation som omdrejningspunkt. Det er ganske enkelt en drømmeopgave for mig, som jeg ser frem til at løfte sammen med museets bestyrelse og personale, siger Jane Sandberg ifølge Post & Tele Museums hjemmeside.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141