Connie Hedegaard i spidsen for ny Velux-fond
Ny international miljøfond med danske rødder får Connie Hedegaard som formand.
Fondens primære formål vil være at engagere sig i miljøspørgsmål på internationalt plan. Fondens nye bestyrelse vil tilrettelægge fondens indsatsområder; herunder at støtte internationale indsatser, som fremmer en økonomisk, forbrugs- og produktionsmæssig omstilling.
Kann Foundation bliver stiftet af Villum Fonden, som er hovedaktionær i Velux’ moderselskab, VKR. Med etableringen af den nye fond ønsker Villum Fonden at øge aktiviteterne inden for miljø og bæredygtighed. Villum Fonden mener, at området er bedst håndteret med en dedikeret fond og bestyrelse bestående af internationale eksperter på området. Hensigten er at finansiere Kann Foundation med 100 mio. kr. om året i de næste 10 år.
- Verdens klima og miljø er udfordret. Der skal handling til nu. Med en milliard kroner til Kann Foundation giver Kann Rasmussen familien et skub til, at verden i højere grad får tænkt klima, miljø og økonomi sammen. Lige præcis et bedre samspil mellem økonomisk vækst og klima/miljø er nu den helt afgørende udfordring, siger kommende formand Connie Hedegaard en pressemeddelelse.
Udover Connie Hedegaard, vil Kann Foundations bestyrelse bestå af Anthony Leiserowitz, Johan Rockström, Tim Jackson samt Astrid Kann-Rasmussen. Fondens direktør bliver René Dinesen, som er Danmarks ambassadør i Sydafrika frem til udgangen af 2014.
Fakta om Villum Fonden
Villum Fonden er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning, miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. I 2013 uddelte Villum Fonden 942 mio. kr. til almennyttige formål.
Villum Fonden er stiftet i 1971 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen, der udviklede det moderne ovenlysvindue Velux og etablerede VKR firmagruppen, som Villum Fonden er hovedaktionær i.