Aarhusiansk prestigeprojekt genoptages
Efter mere end fem års stilstand er der nu igen liv i boligprojektet Z-huset. Med A. Enggaard som entreprenør skal 140 lejligheder stå klar i 2016.
Ifølge Aarhus Stiftstidende har ingeniører fra A. Enggaard taget hul på projekteringen, og allerede i september indledes byggeriet af de første to af i alt tre etaper.
- Vi har kæmpet for det her i mange år efterhånden, så det er en glædens dag, at det nu er lykkedes at få alle brikker i puslespillet til at falde på plads, siger Johnny Bihl, direktør hos bygherren Z-Huset A/S, til avisen.
I forhold til det oprindelige projekt, er der foretaget flere tilpasninger. Antallet af lejligheder er forøget, så de mindste boliger nu får et areal på 67 m². Første etape med små 60 lejligheder og fire erhvervslejemål skal stå færdig i slutningen af 2015, mens anden etape med 75-80 lejligheder og et enkelt erhvervslejemål følger i 2016. Tredje og sidste etape – med færre lejligheder og flere erhvervslejemål – ventes afsluttet på et tidspunkt efter 2017.
Z-Huset er oprindelig tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og er efterfølgende bearbejdet af Sahl Arkitekter med Rambøll Danmark som rådgivende ingeniør. Entreprenøren A. Enggaard er i forvejen involveret i et andet stort Aarhus-projekt; den nye bydel Ceresbyen, der kommer til at rumme op mod 140.000 etagemeter.