23948sdkhjf

Entreprenørerne til fængslet på Falster er fundet

Det bliver 16 forskellige entreprenører fra hele Danmark, der skal stå for opførelsen af Danmarks nyeste fængsel – Statsfængslet på Nordfalster.
I januar 2014 inviterede Kriminalforsorgen 44 entreprenører til at afgive tilbud på byggeopgaverne, efter at det oprindelige udbud havde overskredet budgettet på lidt over en milliard kroner. De inviterede entreprenører har denne gang, med ganske få undtagelser, været små og mellemstore virksomheder, og det har vist sig at være en succes.

Dermed er det lykkes for Kriminalforsorgen at matche de mange mindre entrepriser med et bredt ansøgerfelt fra hele Danmark, og det har samtidig været muligt for lokale virksomheder at byde ind på opgaverne. Det betyder, at Kriminalforsorgen nu kan igangsætte et byggeri, der holder sig inden for budgettet.

Fakta
 Det nye fængsel er tegnet af C.F. Møller og skal erstatte det gamle Statsfængsel i Vridsløselille.
 Underrådgivere er Rambøll og Marianne Levinsen Landskab.
 Byggeriet omfatter 32.000 kvm. og forventes færdigbygget i slutningen af 2016.
 Fængslet skal huse 250 indsatte og beskæftige 250-300 medarbejdere.
Fængslet er tegnet af C.F. Møller, der vandt arkitektkonkurrencen i slutningen af 2010 i samarbejde med Rambøll og Marianne Levinsen. Det vindende projekt tager udgangspunkt i en spredt lav bebyggelse, der koncentrerer bygningsmassen omkring centrale fritids- og beskæftigelsesfaciliteter. Området er bundet sammen af en torveplads og et forløb af gader, som skal skabe et bymæssigt miljø i tæt samspil med det omgivende landskab på begge sider af den seks meter høje fængselsmur.

I midten af fængslet er administrationsbygningen placeret sammen med en beskæftigelsesbygning, et kulturhus med bibliotek, religiøse rum, sportstilbud samt en butik. Spredt ud herfra i stjerneform er selve fængselsafdelingerne – fire almindelige og én særligt sikret afdeling. Hver enkelt bygning får sin egen identitet.

Overordnet set fremstår komplekset i tegl i en varm, grålig tone, men flere elementer er med til at skabe variation. Beskæftigelsesbygningen er således krystalformet og beklædt med perforerede metalplader i grønne toner, mens kulturhuset er rundt, beklædt med glas og omsluttet af grønne lameller. Stjerneformen går igen i udformningen af den seks meter høje fængselsmur. Her skaber knæk og skift et dynamisk forløb, der virker mindre afgrænsende, fordi der er fornemmelse af dialog med verden udenfor.

Opførelse af muren er allerede gået i gang, og fra august og fremad vil resten af entreprenørerne ankomme til byggepladsen, som anslås at skulle rumme op mod 250 håndværkere samtidig.
Kommenter artiklen (6)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203