Nye løbebaner med belysning
Der kommer ny kunstbelægning og belysning på løbebanerne ved Rødovre Stadionhal på Elstedvej. Kommunalbestyrelsen har i alt afsat mere end seks mio. kr. til projektet.
- Nu får vi løbebaner af høj kvalitet, der også kan bruges, når mørket er faldet på. Der er mange brugere, som får glæde af det, og det har stået på idrættens ønskeliste i en del år. Det er selvfølgelig et løft til atletikklubben, men også til vores mange andre dygtige foreninger inden for f.eks. fodbold, håndbold, floorball og badminton. Nu er der ingen undskyldninger for at komme i gang med løbetræningen, siger Jan Kongebro, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Der ligger i dag slagger på løbebanen. Det er at betragte som forurening, så det bliver fjernet, kørt væk og deponeret. Det er med til at fordyre projektet med 750.000 kr. ud af den samlede pris på 6 mio.kr.
Det forventes, at de nye faciliteter står klar i efteråret 2014.