Nybyggeri frem for rådhusrenovering i Nørager
Nyt rådhusbyggeri til 15,5 millioner kroner er på vej i Nørager. Projektet tegner til at blive gennemført som totalentreprise.
Byrådet i Rebild har fået undersøgt prisen for nybyggeri af en administrationsbygning og den prisen skønnes at være 15,5 millioner kroner. Økonomi- og Indenrigsministeriet gav den 26. maj 2014 kommunen tilladelse til at optage et lån på 4 millioner kroner til nybyggeri. Dog er det en betingelse for lånemuligheden, at der er tegnet kontrakt med håndværkerne senest den 31. december 2014.
Totalentreprise frem for fagentrepriser
Derfor vil nybyggeri indebære en meget stram tidsplan frem til det endelige valg af en entreprenør. For at holde en sådan tidsplan er det derfor forvaltningens vurdering, at projektet må gennemføres som en totalentreprise, hvor en hovedentreprenør indenfor en fast anlægssum gennemfører projektet.
En grov tidsplan for dette projekt omfatter beslutning om nybyggeri samt valg af bygherrerådgiver i denne måned, licitation i november samt indgåelse af kontrakt i december.
Alternativet - en hoved- og fagentreprise – vil i forvaltningen vurdering kræve udarbejdelse af detaljerede planer for arbejdet inden licitation fx ud fra en arkitekt konkurrence. Det tager tid og udgiften til rådgiver vurderes at overstige grænserne for et EU-udbud, der tager i gennemsnit fire-seks måneder at gennemføre.
Økonomiudvalget i Rebild Kommune har på den baggrund besluttet at indstille, at der gives en anlægsbevilling på 10,5 millioner kroner i 2015 og på 5 millioner kroner i 2016. Ligeledes indstilles en lånoptagelse på 4 millioner kroner.