Klumme: Supersygehuse og vinyl er et oplagt match
De danske beslutningstagere bør tage ved lære af erfaringerne fra De Olympiske Lege i London, når der skal stilles krav til bæredygtigheden i de danske sygehusbyggerier.
Men her tog man fejl. Under opbygningen af legene kom OL-arrangørerne til den erkendelse, at vinyl har en række unikke egenskaber, som er vanskelige at matche, og de formulerede derfor alternativt en række skrappe bæredygtighedskrav over for PVC- og vinylproducenterne. Resultatet blev, at over 90.000 kvadratmeter ftalatfrit og genanvendeligt vinyl blev brugt til gulvbelægninger og siddepladser i blandt andet vandpolo-arenaen, velodromen, basketball-arenaen, spisesale, blodtestcenteret og det medicinske center. Efterfølgende er en stor del af vinylbelægningen genanvendt i britiske skoler og almene boligprojekter. Det er første gang, at gulvbelægning er genanvendt i så stor en skala.
Mennesker i centrum
Over hele Danmark bygger regionerne nu de nye supersygehuse, og i forbindelse med dette mastodontbyggeri vil bæredygtighed og diskussioner om hvilke materialer, der bør tages i anvendelse tage til. Her var det måske en idé, at de danske beslutningstagere tog ved lære af erfaringerne fra OL i London og stillede nogle bæredygtighedskrav til eksempelvis deres gulvleverandører. Målet med de massive investeringer i sundhedsbyggerierne er at skabe fysiske rammer, der effektiviserer og øger kvaliteten af patientbehandlingen. I de nye sygehuse skal arkitekturen bidrage aktivt til, at patienterne og deres pårørende får den bedste behandling, og de ansatte får optimale arbejdsbetingelser. Helbredende arkitektur er et nøgleord i alle de nye byggeprojekter og dækker blandt andet over lysindfald, farver, kunst, tilgængelighed, orienteringsmuligheder, støjreduktion og grønne, rekreative omgivelser.
Undersøgelser viser, at disse delelementer har positiv indflydelse på behandlingsforløbets succes og medvirker til at forbedre arbejdsmiljøet. Det er næppe et tilfælde, at danske arkitekter står i spidsen for langt hovedparten af de teams, der i de kommende år skal realisere byggerierne. Når ambitionen er at skabe funktionelle, æstetiske og arkitektonisk veldisponerede løsninger, er det oplagt at trække på de skandinaviske designtraditioner, der sætter mennesker i centrum. Regeringens nye arkitekturpolitik har ligeledes underrubrikken ”Mennesker i centrum”, hvilket blot understøtter det fokus på de kommende brugere, som også er kernen i de fremtidige sygehusbyggerier.
Supersygehusenes arkitektoniske udtryk er en sammensat størrelse, hvor æstetik og funktionalitet skal gå op i en højere enhed. Supersygehusene og vinyl er et oplagt match. Vinyl slipper arkitekternes designmæssige frihed løs, da de formgivningsmæssige muligheder nærmest er uendelige. Vinylens utallige kombinationsmuligheder og fleksibilitet gør det muligt at kombinere æstetik med funktionalitet. Vinyl er desuden et velegnet materiale til laboratorier og vådrum på grund af dets funktionelle og ikke mindst hygiejnemæssige egenskaber.
Netop god hygiejne er altafgørende i et hospitalsmiljø. European Center for Disease Prevention and Control har identificeret at infektioner, der opstår i kliniske miljøer, udgør en stor trussel mod den offentlige sundhed. Over 4 millioner patienter rammes årligt af infektioner, som de udsættes for på hospitaler. Dette fører til 37.000 unødvendige dødsfald på verdensplan. Som en direkte konsekvens af dette har EU-parlamentet i efteråret 2013 igangsat et initiativ, der fokuserer på rengøring på hospitaler og i andre kliniske miljøer. Vinyls glatte og smudsafvisende overfladestruktur reducerer risikoen for, at mikrober fastholdes og multipliceres. Ud fra et totaløkonomisk perspektiv er vinyl ligeledes et godt valg på grund af dens slidstyrke, rengøringsvenlighed og uproblematiske vedligehold.
Vinyl og bæredygtighed
Det er ikke nogen hemmelighed, at vinyl gennem tiderne har været udsat for massiv kritik ud fra et bæredygtighedssynspunkt. For at imødekomme kritikken har PVC-industrien gennem de seneste 10-15 år arbejdet målrettet med en række initiativer, der ud fra et livcyklusperspektiv fører fremstilling, anvendelse og ikke mindst genanvendelse af vinyl i en bæredygtig retning. Specielt gulvbranchen har arbejdet aktivt hen imod at eliminere de problematiske ftalater i produktionen, således at ftalatproblematikken ikke længere er et issue, når det drejer sig om vinylgulve på fremtidens sygehuse.
På bæredygtighedsfronten er der således gennem de seneste årtier sket mange forbedringer, hvilket PVC-industriens omfattende miljøprogram, VinylPlus, er et konkret udtryk for. I slutningen af 2013 blev VinylPlus officielt medlem af Green Industry Platform, der er et fælles initiativ under FNs industriudviklingsorganisation (UNIDO) og FN’s miljøprogram (UNEP). Green Industry Platform er et partnerskab, som blev lanceret på RIO+20 konferencen om global bæredygtig udvikling. VinylPlus’ medlemskab blev rost af Heinz Leunberger, direktør for UNIDOs Green Initiative, der ser meget positivt på, at PVC-industrien tager konkrete skridt for at fremme en mere bæredygtig model for industriel produktion. Leunberger fremhæver blandt andet det store potentiale angående ressourceeffektivitet og genanvendelse, som der findes i PVC-industriens miljøprogram.
Ovenstående er blot et par eksempler på, hvordan vinylproducenter har taget den miljømæssige kritik til sig og arbejder målrettet på at gøre vinyl bæredygtig. Dette arbejde foregår dagligt ude i virksomhederne og i mere formaliserede samarbejder som VinylPlus. Målet er, at vinyl skal være et bæredygtigt produkt, der bibeholder alle de egenskaber, der gør det velegnet til hospitalsbyggeri og andre byggeprojekter med høje krav til slidstyrke, komfort, designmuligheder og ikke mindst totaløkonomi.