23948sdkhjf

To tegnestuer skal designe fremtidens almene boliger

Bæredygtighed og fællesskaber er i fokus for nye boligprojekter i Kolding og Aarhus. Dissing+Weitling og Vandkunsten står i spidsen for de vindende teams.
”Boliger for livet, der udfordrer vanetænkningen”.

Det er nøgleordene for arkitektfirmaerne Dissing+Weitling og Vandkunsten, der har vundet konkurrencen ”Fremtidens Bæredygtige Almene Bolig”, hvor to konkrete boligprojekter i henholdsvis Kolding og Aarhus skal føre en stolt, dansk boligtradition videre.

Arkitektkonkurrencen er udskrevet af Ministeriet for By, Boliger og Landdistrikter i samarbejde med Akademisk Arkitektforening, Kolding Kommune/Lejerbo Kolding og Aarhus Kommune/Al2bolig. Onsdag blev de to vinderforslag præsenteret.

- En million danskere bor i en almen bolig og det er derfor helt afgørende, at vi løbende udvikler byggeriet, fremtidssikrer det og fastholder det som en god og tryg ramme for de mennesker, der har valgt denne boligform. Det gør vi blandt andet ved at udfordre dem, der tegner byggeriet og dem, der bygger – og det er netop dét, vi nu har gjort med konkurrencen om fremtidens bæredygtige almene bolig, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.

Efter katastrofen: Seest rejser sig igen
Den 3. november 2004 eksploderede N.P. Johansens Fyrværkerifabrik i Seest og lagde et stort område øde. 3.600 m2 lægger grund til 35 enfamilieshuse med fællesskabet i fokus skal nu vise vejen til et bæredygtigt byggeri.

Dommerkomitéen har valgt tegnestuen Dissing + Weitlings projekt som vinder blandt 36 forslag. Det er boliger, der med den nyeste byggeteknik muliggør et utal af variationer og løfter bæredygtighed til nye højder og giver indflydelse til beboerne.

Beboerne får frit udsyn til det enestående fredede mose- og engområde omkring grunden, mens de private haver, der traditionelt følger med tæt-lav rækkehuset, erstattes med et fælles stisystem, der giver ikke blot beboerne, men alle indbyggere i Seest adgang til naturområdet uden at gå på kompromis med beboernes private liv.

Boligerne i Seest forventes opført i 2015.

Et opgør med betonblokken
8 km nord for Aarhus Midtby ligger byudviklingsområdet Lisbjerg. Visionen er en kompakt bydel med 20-25.000 nye indbyggere, der skal have tæt kontakt til naturen og let adgang til Aarhus med letbane og supercykelsti.

Den plan er nu et skridt nærmere med Tegnestuen Vandkunstens træ-etagebyggeri, hvor cirka 4.000 m2 lægger grund til omkring 40 boliger. Med valget af træ som materiale baner projektet vejen til fordel for et materiale med en varm og inviterende glød, der kun bliver smukkere over årene.

Det er ikke kun med materialevalget, at Tegnestuen Vandkunsten gør op med tidligere tiders blok-betonbyggeri. I modsætning til monotont design og planlægning af almene boliger, får beboerne her lov til at påvirke udformningen af lejlighederne, når de selv placerer, monterer og flytter de indvendige vægge. Det giver mulighed for, at boligerne kan udvikle sig med beboernes behov.

Dommerkomitéen har valgt Tegnestuen Vandkunstens forslag som endelig vinder blandt 24 bidrag fra danske og udenlandske arkitekter.

De 40 boliger vil ligge i kanten af Lisbjerg, grænsende til Lisbjerg landsby med udsigt over Egådalen og forventes opført i 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094