23948sdkhjf

Vinderne af Byggeriets Klimapriser

BYGGERI'14: Byggeriets mest miljørigtige virksomheder er netop udpeget. Byggeriets tre Klimapriser blev i går uddelt til Betongruppen RBR, Sundolitt og Saint-Gobain Gyproc.
Messe C i Fredericia danner i denne uge rammen om Skandinaviens vigtigste fagmesse for byggevarer, Byggeri´14. 21 virksomheder har været nomineret til Byggeriets Klimapriser, og vinderne blev offentliggjort tidligere i går torsdag, hvor H.K.H. Kronprins Frederik overrakte Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris til hhv. Betongruppen RBR, Sundolitt og Saint-Gobain Gyproc, som alle har ydet en særlig indsats på klimaområdet.

Direktør Henrik Garver fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), bød velkommen ved prisoverrækkelsen og sagde:

- På vegne af dommerkomiteen vil jeg takke alle jer, der har indstillet materialer og produkter til byggeriets klimapriser. For uanset om jeres produkt er blevet nomineret eller ej, så har I lagt en ambitiøs dagsorden. I har arbejdet med teknologiudvikling for at sikre produkter og materialer, der understøtter en ambitiøs klimadagsorden. Og dette er det allervigtigste første skridt, hvis vi skal sikre, at vores bygninger i Danmark understøtter en bæredygtig udvikling.

Dernæst præsenterede adm. direktør ved Danske Byggecentre, Palle Thomsen, baggrunden for Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris.

- Med priserne ønsker vi at kaste lys over de producenter, som gør en ekstra indsats til gavn for miljøet. Formålet med priserne er at øge kendskabet til den klimadrevne indsats, der lægges i producenternes arbejde med at stille miljørigtige byggematerialer til rådighed for byggeriet.

Flotte ord til de tre vindere
Ved prisoverrækkelsen sagde H.K.H. Kronprins Frederik følgende til de tre virksomheder:

Byggeriets Klimapris til Betongruppen RBR A/S
- Klimaprisen går til Betongruppen RBR, der har udviklet miljøsten, som sikrer hurtig afvanding af befæstede arealer ved f.eks. skybrud. Bærelaget erstattes af granitskærver med forskellige fraktioner, som sikrer adskillelse af lagene. Bærelaget bliver derved et reservoir, hvor regnvand hurtigt kan trænge ned og opbevares, indtil de underliggende jordlag kan absorbere det.

Byggeriets Energipris til Sundolitt
- Sundolitt modtager Energiprisen for Sundolitt Climate House, der opfylder lavenergiklasse 1 og 2020 energikrav. Huset er konstrueret af byggesystemer med ubrudt isolans, så kuldebroer undgås. Huset har mindre rumvarmeforbrug og lavere energiforbrug end passivhuse. Huset har desuden et godt indeklima og giver energibesparelser med lave drift- og vedligeholdelses-omkostninger i forhold til andre lavenergi-passivhuse.

Byggeriets Miljøpris til Saint-Gobain Gyproc A/S
- Miljøprisen går til Saint-Gobain Gyproc, der i september 2013 lancerede den første gipsplade, Gyproc Ergolite, som vejer under 15 kg. Gyproc Ergolite er baseret på en ny innovativ letvægtsteknologi. Pladen vejer 25 % mindre end en standard gipsplade og fremmer med den reducerede vægt arbejdsmiljøet for montørerne, personalet i træ-lasterne og andre, som løfter gipsplader.

Bag Byggeriets Klimapriser står samtlige af byggeriets parter, herunder repræsentanter fra Klima- og Energiministeriet, Dansk Byggeri, Håndværksrådet, Bygherreforeningen, Akademisk Arkitektforening, Danske Arkitektvirksomheder, Konstruktørforeningen, F.R.I, Dansk Indeklima Mærkning, PEFC, Statens Byggeforskningsinstitut – SBI, DI Byg samt Danske Byggecentre. 21 initiativer inden for byggematerialer og bygningsløsninger var indstillet til priserne, og det er i år tredje gang, at priserne bliver overrakt til producenter og leverandører på messen, der har ydet en særlig indsats på miljøområdet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094