Modgang har gjort midtjyske VVS-firma stærk
Med en god ordrebog, nyansættelser og et overskud på 3,1 mio. kr. høster Kjellerup VVS A/S nu for alvor frugterne af det hårde arbejde, alle medarbejderne har lagt for dagen de seneste år.
Den kommende facade på Kjellerup VVS seneste, store opgave; Boligselskabet Sct. Jørgens afdeling Bovangen i Rødkærsbro.
Seneste regnskab for 2012/2013 viser således en bruttofortjeneste på 15,3 mio. kr. og et overskud før skat på 3,1 mio. kr. - henholdsvis 6 mio. kr. og 2,4 mio. kr. mere end året før. Og fremadrettet ser det også godt ud for det midtjyske VVS-firma.
- Vi har en fin ordrebeholdning frem mod 2014, så det er fornuftigt ud, forklarer direktør i Kjellerup VVS, Claus Egholm, til Building Supply.
Nyansættelser i nye lokaler
Faktisk er der nu så meget gang i forretningen, at der pr. 1. december er startet yderligere en ny projektleder, Dan Topp, som skal arbejde med nogle af de store projekter, Kjellerup VVS arbejder på nu og i fremtiden. Dan Topp er autoriseret VVS-installatør og kommer fra en lignende stilling hos Henning Mortensen A/S.
Faciliteterne er også blevet forbedret, idet firmaet i oktober flyttede ind i et nyindrettet værksted og administration på Almtoftvej 35 i Kjellerup. Herfra er VVS-firmaet godt placeret til de mange opgaver i Vejle, Aalborg, Herning og Aarhus samt daglige serviceopgaver i lokalområdet. I de nye lokaler er der god plads og ordentlige forhold til de ansatte. Det er også nødvendigt for at holde et motiverende og godt arbejdsmiljø for alle. For med Dan Topp er der nu 35 ansatte - 15 flere end for et år siden. Og set i lyset af firmaets målsætning om at være 30 til 40 medarbejdere i 2013/2014 ser det allerede godt ud.
- Vi har udviklet virksomheden stille og roligt over nogle år. Der er opbygget en solid kundekreds af store og små entreprenører. Det gør, at vi kan holde dampen oppe og fokusere på det, vi er gode til, forklarer direktøren, som glæder sig over, at de mange opgaver gør det muligt at fasthold medarbejderstaben, siger Claus Egholm.
Rykket sammen i bussen
Men det har krævet hårdt slid at nå de gode resultater, der nu kan fremvises. For som så mange andre i byggebranchen har VVS-firmaet været ramt af krisen og konkurser hos både store og små kunder.
- Vi hænger jo bare i – det er det vi kan. Selvom der var nogle store sten på vejen og kameler der skulle sluges, skal det jo ikke ødelægge vores virksomhed, forklarer Claus Egholm, og henviser straks til en solid kerne af medarbejdere, der rykkede sammen, tog fat og ydede et stort stykke arbejde for i fællesskab at sikre firmaets position fremadrettet.
Udviklingen i Kjellerup VVS er dog ikke kun en historie om medarbejdernes indsats. En del af forklaringen kan også findes i, at fokus er bredt ud i firmaet. Allerede i 2006-2007 tog man således hul på teknikentrepriser, for det stod så småt klart, at kundernes ønsker rykkede i den retning. Hoved- og totalentreprenørerne ville ganske enkelt hellere kommunikere med få underentreprenører for at undgå de ’grå zoner’, der ofte er mellem de forskellige tekniske fag. Derfor kan VVS-firmaet nu klare opgaver indenfor VVS, ventilation, CTS, sprinklerteknik og teknisk isolering og el, som hentes ind fra faste underleverandører for at få det skarpest mulige hold til at løse opgaverne både med tilbudsgivning og ikke mindst udførsel af opgaverne.
Udviklingen i arbejdsområderne har været med til at sikre flere sager, herunder 'Fremtidens Plejehjem' i Nørresundby og Frydenlund Plejecenter, som afleveres her op til jul - sager i teknikentrepriser der samlet andrager godt 20 mio. kr.
Tilgangen har med andre ord givet pote med flere store projekter, og har sammen med den store arbejdsindsats de sidste to-tre år for alvor slået igennem. Det bliver dog ikke en hængekøje:
- Vi skal ikke hvile på laurbærrene, men heller ikke glemme at give sig selv et klap på skulderen. Man skal gøre det man er bedst til, så når man længst, slutter Claus Egholm.