23948sdkhjf

Konkursernes efterskælv stiller nye krav til teknikentreprenørerne

Teknikentreprenørerne er stadig mere efterspurgte i byggebranchen, og det stiller krav til både produktivitet, konkurrenceevne og kompetencer.
De store teknikentreprenørkoncerner har atter fået gang i butikken oven på krisens værste år, men lønsomheden følger endnu ikke med i helt samme grad som omsætningen.

Det viser en brancheanalyse, som Building Supply har foretaget af teknikentreprenørbranchens fem største aktører.

- Flere af virksomhederne har uden tvivl haft det barskt, men de er kommet igennem det værste, og i dag fremstår teknikentreprenørerne som stærke og kompetente aktører, der fuldt ud matcher bygningsentreprenørerne. Dermed er der også ved at være skabt en anden balance mellem grupperne i byggesektoren, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i installatørernes brancheorganisation, Tekniq.

Han peger på, at der findes en spirende tendens til, at stadig flere bygherrer ønsker at samarbejde med teknikentreprenørerne. Det stiller øgede krav til disse om at styrke produktiviteten og konkurrenceevnen, ligesom kompetencerne hele tiden skal vedligeholdes.

- Men det er virksomheder også gearede til, og derfor forventer vi, at der vil være vækst i omsætningen, lyder Niels Jørgen Hansens forudsigelse på vegne af de kommende regnskaber.

Hele løsninger frem for fag
Omsætningsstigningen i branchen trækkes især af Kemp & Lauritzen, som på tre år har fordoblet omsætningen til et niveau på 2.242 mio. kr. i 2012.

Opkøbet af Glenco i forsommeren 2011 øgede omsætningen med 650 mio. kr., men Kemp & Lauritzen har også mærket den stigende efterspørgsel i branchen, som været medvirkende til at give virksomheden organisk vækst.

Læs også: Teknikentreprenørerne fusionerer sig til muskelstyrke

- Markedet er i højere grad begyndt at efterspørge hele løsninger frem for enkelte fag, og den tendens har vi set forstærket de sidste par år. Det skal blandt andet ses som en konsekvens af, at en ny type teknisk komplekse opgaver med supersygehuse og campus-byggerier fylder mere og stiller større krav, vurderer adm. direktør Allan Jørgensen over for Building Supply.

Og mens Kemp & Lauritzen også har løftet bundlinjen målt på resultatet af den primære drift fra 25,4 til 47,1 mio. kr. over de seneste tre regnskabsår, har branchen som helhed haft svært ved at få indtjeningen til at matche den stigende omsætning.

Krav om at tage større risici
Den primære årsag er den benhårde konkurrence på markedet, som har forcereret flere teknikentreprenører til at foretage opkøb og konsolideringer de sidste par år med mærkbare engangsomkostninger til følge.

Samtidig har konkurrencesituationen bevirket, at det har været sværere at tjene penge for alle aktører i den konjunkturfølsomme byggebranche, hvilket altså på både godt og ondt har givet teknikentreprenørerne en mere central rolle i byggeriet.

- Der stilles stigende krav til teknikentreprenørerne om at håndtere store risici, og det er naturligvis også en stor udfordring. Det har givet store smæk i branchen, at en stor entreprenør er gået ned, og vi fornemmer lidt, at teknikentreprenørerne bliver stillet over for at tage et ansvar og løbe en risiko, som de reelt ikke har nogen mulighed for at afdække, siger Tekniq-direktør Niels Jørgen Hansen.

Sværere at tjene penge som teknikentreprenør
Som en del af den hårdt plagede byggebranche kæmper teknikentreprenørerne - trods øget aktivitet de seneste år - med vigende overskudsgrader. Således steg den samlede omsætning hos branchens øverste segment i 2011 og 2012, mens det samlede primære resultat ikke har været i stand til at følge med.

Omsætning faldt hos samtlige af de fem toneangivende aktører i 2009 og 2010, og det samme gjorde indtjeningen. Over de to år faldt omsætningen med 1, 4 mia. kr., mens det samlede primære resultat faldt fra 290 mio. kr. i 2008 til 43 mio. kr. i 2010.

2011 bød imidlertid på fremgang for teknikentreprenørerne, som alle forbedrede omsætning såvel som driftsresultat i året. Samlet steg omsætningen med 25 procent til 5,7 mia. kr. og driftsresultatet med hele 216 % procent til 136 mio. kr.

Senest i 2012 steg omsætningen yderligere – om end kun med 3 procent – hvorimod indtjeningen igen tog et hug. Driftsresultatet for hele segmentet blev 35 mio. kr. og faldt dermed med 102 mio. svarende til 75 procent.

Imidlertid er det værd at bemærke, at udviklingen i den samlede omsætning i 2012 er fordelt over stigninger hos Kemp & Lauritzen og Lindpro, mens Bravida, Brøndum og Caverion tabte omsætning. Bravida, Caverion og Lindpro gik tilbage på driftsresultatet, mens Kemp & Lauritzen og Brøndum forbedrede sine resultater.

Anvendt metode:
Brancheanalysen er foretaget af teknikentreprenørbranchens øverste segment: Bravida Danmarks A/S, Brøndum A/S, Caverion A/S, Kemp & Lauritzen A/S og Lindpro A/S
Wicotec Kirkebjerg er ikke medtaget i analysen, fordi virksomheden først etablerede sig i sin nuværende form sidste år. Når Wicotec Kirkebjerg alligevel nævnes, er det fordi virksomheden vurderes til at udgøre en betydelig del af markedet på nuværende tidspunkt.
Caverion A/S hed tidligere YIT A/S. De tal og data, der er benyttet til analysen, er hentet fra YIT’s regnskaber.

Artiklen er en del af temaet Brancheanalyse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097