Østjysk entreprenør skifter direktør
Knud-Erik Kjær har opsagt sin stilling og er udtrådt af ejerkredsen i Base Erhverv og Base Udvikling. Årsagen er uenighed om virksomhedens strategiske retning.
- Opsigelsen skyldes forskellig opfattelse hos bestyrelsen og mig af den fremtidige strategi. Vi skilles i god gensidig forståelse, og jeg ser frem til nye udfordringer, siger Knud-Erik Kjær.
Han har samtidig ønsket at træde ud af ejerkredsen, og medejer Dansk Boligbyg Holding A/S overtager efter aftale samtlige aktier i base Erhverv og søsterselskabet Base Udvikling.
- Knud-Erik har haft stor indflydelse på begge selskabers positive udvikling helt fra starten i 2003. Han har medvirket til at opbygge Base Erhvervs gode omdømme, hvor tilfredse kunder har været målsætningen. Det er til fulde lykkedes, siger bestyrelsesformand Finn Boel Pedersen.
Den nye direktør Klaus Rønslev har været tilknyttet Base Erhverv i godt syv år som projektleder, hvor han har haft ansvaret for en række hoved- og totalentrepriser inden for erhvervsbyggeri. Blandt projekterne er Mariagerfjord Vands domicil i Hadsund, Amadas nordiske hovedsæde i Horsens og Dansk Boligbygs hovedkontor, ligeledes i Horsens.
Base Erhverv arbejder med en del tilbudssager, og i ordrebogen har selskabet blandt andet et nybyggeri for Østjysk Våbenhandel i Hedensted, et Superdæk Center i Taulov samt en ny ringmur til Anstalten ved Herstedvester.