23948sdkhjf

Skrøbelig indtjening hos betonelementerne

Betonelementproducenterne bløder med den danske byggeaktivitet. Hos branchens øverste segment er det strømlinede forretninger og nytænkning, som skal vende udviklingen.
Betonelementproducenterne tynges fortsat af den historiske nedtur i byggesektoren, men alligevel spirer en forsigtigt optimisme i branchen, som synes at have lagt de hårdeste år bag sig.

Sådan lyder konklusionen på en brancheanalyse af de fire mest toneangivende betoneelementsproducenter, Ambercon, Boligbeton, CRH Concrete og Spæncom, som Building Supply har udarbejdet.


Over analysens femårige periode har Ambercon, Boligbeton og Spæncom tabt penge, mens CRH's fusionering af selskaberne Betonelement, Expan og Modul udmønter sig i et samlet overskud på 18. mio. kr. før skat

Og selv efter et par år med generel forbedring, hvor segmentet senest i 2012 tjente 61 mio. kr., må elementproducenterne sande et samlet underskud på 139 mio. kr. før skat siden 2008.

- Der er ingen, som tjener penge af betydning. Der bliver givet for mange rabatter. Hvis det er nogen, så er det developeren eller bygherren, der høster frugterne, siger Ambercons administrerende direktør, Torben Enggaard.

Bedre bundlinjer i fremtiden
Når der så alligevel er optimisme at spore i branchen, skyldes det blandt andet, at virksomhederne har brugt kriseårene på at trimme organisationen.

- Vi har indført lean, og er blevet mere effektive i vores procesesser. I dag står vi med et meget mere veltrimmet produktionsanlæg og en mere trimmet organisation. Det betyder, vi er bedre rustet end før krisen, og der er større sandsynlighed for, at det vil aflejre sig på bundlinjen, siger Morten Chrone, der er administrerende direktør hos Spæncom, til Building Supply.

Udviklingen i omsætning pr. ansat er brugbar i forhold til at illustrere en generelt øget effektivitet i branchen. Som grafen oven for viser, er omsætningen pr. medarbejder i branchen væsentligt forbedret siden 2009.

Læs andel del af brancheanalysen: Betonelementerne vinder markedsandele i byggeriet

Kurven knækker dog en smule igen 2012, hvor kun CRH Concrete formåede at forbedre forholdet. Hos både Ambercon og Boligbeton faldt omsætning pr. ansat i 2012, mens tallet er uændret hos Spæncom.

Tænker ud af boksen hver uge
En anden positiv faktor, der skinner igennem i dialogen med producenternes topchefer, er, at det er blevet comme il faut i branchen at fokusere på nytænkning.

- Der har været rigtig mange års krise – seks år efterhånden. Det er nærmest bibelsk med de syv år. Når man har været presset i syv år, må man til at bevæge sig ind i et andet mode og tænke anderledes, siger Torben Enggaard.

Han får opbakning af Carsten Varneskov, der er administrerende direktør hos Boligbeton.

- Vi har en forståelse for, at man ikke kan løse problemer ved at gøre som man plejer. Vi skal være helt fremme i skoene, og vi har det sådan i vores virksomhed, at vi gerne skal have en ud-af-boksen idé hver uge. Det behøver ikke at være store revolutionerende ting. Det handler også om at udnytte det eksisterende bedre.

Omsætningen steg sidste år
I 2012 omsatte det øverste segment af betonelementproducenterne for 2,1 mia. kr. Det er en stigning på 750 mio. kr. siden 2010, som er det år i analyseperioden, hvor den samlede omsætning var lavest. I forhold til 2011 steg omsætningen i segmentet med 10 procent i 2012 - og det var trods fald i omsætning på knap 9 mio. kr. hos Ambercon og kun minimal fremgang på 0,8 procent hos Boligbeton.

CRH’s omsætning løb i 2012 op i 1,02 mia. kr og udgjorde dermed 47 procent af den samlede omsætning. Med en stigning på små 100 mio. kr. står CRH således for majorieten af den omsætningsmæssige stigning på 162 mio. kr. i hele segmentet. Det betyder, at 2012 trods samlet fremgang ikke er omgangshøjde med 2011 vurderet ud fra producenternes vækstrater. Ud af segmentets aktører er det da også kun Spæncom, der vækster mere i 2012 end i 2011



Overblikket over segmentets formåen viser, at 2009 og 2010 udgør analyseperiodens lavpunkt med samlede fald i omsætning, primært resultat og resultat før skat. Hvorimod 2011 udmærkede sig som et år med forbedrede resultater og overskudsgrader hos alle fire producenter.

På nær Ambercon, der løb ind i et par tabsgivende projekter og indkasserede et underskud på 4,8 mio. kr. før skat, forbedrede producenterne sine resultater i 2012. Men på trods af forbedringen havde Spæncom et underskud på 1,5 mio. kr. før skat i 2012, hvilket betyder, at kun CRH Concrete og Boligbeton kunne fremvise sorte tal i det seneste regnskabsår.

I forhold til kriseårene 2009 og 2010 er det værd at bemærke, at Ambercon, Boligbeton og Spæncom oplevede væsentlige fald i omsætning i 2009. Når den samlede omsætning alligevel var på omgangshøjde med 2008, er det fordi branchens største aktør, CRH Concrete, forbedrede sin omsætning med små 40 procent. Forbedringen skyldes primært en sammenlægning af alle CRH’s selskaber.

- I 2009 forandrede vi forretningsmodellen og lagde alle selskaberne i Danmark sammen. Det sparede os for en masse omkostninger, og vi har nu en ekstremt lean forretning, som gør at vi bedre kan tjene penge under de nuværende markedsvilkår, forklarer administrerende direktør hos CRH Concrete, Claus Berring.

Skrøbelig indtjening
Vurderet ud fra indtjening er det lettere at få øje på, hvor elementproducenterne får deres optimisme fra. Alle fire aktører forbedrede deres overskudsgrader markant i 2011, og med undtagelse af Ambercon fortsatte producenterne med at forbedre indtjeningsevnen i 2012.



Et nærmere kig på indtjeningen viser, at Ambercons røde tal i 2012 blandt andet må tilskrives store finansielle omkostninger, og at Støvring-virksomheden på trods af en forværring havde et positivt resultat af primær drift på 4,4 mio. kr. Således fremviste tre ud af fire producenter overskud på primær drift i 2012, hvor kun Spæncom stadig opererer med underskud.

Sidstnævnte må altså som den eneste producent vedkende sig negative overskudsgrader 2011 og 2012. Men administrerende direktør hos Spæncom, Morten Chrone, hæfter sig ved de forbedringer, som analysen også viser. Aalborg-virksomheden har via effektiviseringer forbedret sin overskudsgrad fra minus 38,9 procent i 2010 til minus 0,2 procent i 2012.

Anvendt metode:
Segmenteringen af branchen er foretaget af redaktionen i samarbejde med branchens aktører.

I vurderingen af, hvilke virksomheder, der udgør de mest toneangivende betonelementproducenter var også Contiga Tinglev i spil. Contiga Tinglev blev dog blev fravalgt af to årsager. Først og fremmest opgiver Contiga Tinglev ikke omsætning, hvilket de fire udvalgte virksomheder gør. Dernæst gik Tinglev Elementfabrik konkurs i 2011 og genopstod derefter som en del af den norske Contiga-koncern, hvilket medfører en række usikkerhedselementer.

Building Supply har været i kontakt med de administrerende direktører for de fire udvalgte virksomheder.

Analysens resultater er baseret på data og informationer fra virksomhedernes årsrapporter og er hentet for perioden 2008-2012. I nogle tilfælde er der hentet data fra NN Markedsdata og Soliditet.

Der eksisterer ikke en samlet årsrapport for CRH Concrete i 2008, fordi Betonelement og Dalton først blev fusioneret ind i Expan i 2009. Dermed er 2008-tallene for CRH adderede tal for de tre selskaber. For omsætning pr. ansat er det dog Expans data, der er brugt.

Senere blev Betonelement og Dalton fusioneret ind i Expan. Ved at ligge tallene sammen for CRH-koncernens selskaber i 2008 har virksomheden haft et overskud før skat på 18 mio. kr. Mens omsætningen i 2008 var 1,5 mia. kr.

Bemærk i øvrigt, at Ambercon opererer med skæve regnskabsperioder, og at seneste regnskab derfor indeholder data for 2013.

Overskudsgrader er udregnet: (Resultat af primær drift/omsætning) %

Omsætning kan ikke benyttes som et direkte udtryk for markedsandele i branchen. Det skyldes blandt andet, at Ambercon, CRH Concrete og Spæncoms data inkluderer montage-virksomhed i forskellige setup.

Artiklen er en del af temaet Brancheanalyse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094