23948sdkhjf

Tagmateriale besværliggjorde psykiatribyggeriet i Aabenraa (#7)

Manglende bud på projektet har gjort, at byggeopstarten af ”Nyt Psykiatrisk Sygehus” i Aabenraa blev forsinket med fire måneder.

I samarbejde med CRM-Byggefakta sætter Building Supply i løbet af denne og den kommende uge fokus på de 10 største byggerier, som hidtil er blevet igangsat i løbet af 2013. I dag er turen kommet til ”Nyt Psykiatrisk Sygehus” i Aabenraa, som er nummer syv på listen.


Det indledende spadestik til første fase af ”Nyt Psykiatrisk Sygehus” i Aabenraa blev taget i starten af oktober 2012 og før sommerferien blev der så officielt taget hul på anden fase.

Men selv om begge projekter er startet op efter planen, skal der arbejdes målrettet i de kommende måneder, hvis det endelige byggeri skal stå færdig til den aftalte tid.

- Det kører ikke helt efter planen, for vi havde et lille setback i starten af året, hvor vi havde svært ved at finde entreprenører, der ville byde på projektet. Det har skudt opstarten med fire måneder, siger Peter Houd, der er projektleder på sygehusbyggeriet for totalrådgiveren White Arkitekter A/S, til Building Supply.

Trods den indledende forsinkelse forventer han dog, at det bliver muligt at aflevere projektet til den aftalte tid.

Den nye psykiatriske døgnfunktion i Aabenraa kommer til at rumme både voksen- og børne- og ungdomspsykiatri. Den nye afdeling i Aabenraa kommer til at rumme 115 døgnpladser og ambulante funktioner for ældre samt børn og unge. Afdelingen kommer til at arbejde tæt sammen med det somatiske sygehus om behandling og patientforløb.

Byggeriet består af to etaper: Første etape omfatter et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium i forlængelse af det somatiske familiehus. Anden etape omfatter opførelse af alle øvrige psykiatriske døgnfunktioner og ambulatorier i nær sammenhæng med det somatiske sygehus.

Følg byggeriet på Region Syddanmarks projektside på Facebook.
EPDM-dug skabte problemer
Det er blandt andet materialevalget til tagentreprisen, som har været med til at udskyde byggeriet af det psykiatriske sygehus i Aabenraa. I det oprindelige udbudsmateriale lagde White Arkitekter op til, at tagentreprisen skulle udføres med en såkaldt EPDM-dug, som passer ind i byggeriets bæredygtige profil.

Men materialet udelukker stort set alle danske tagdækningsvirksomheder fra at byde ind, lød kritikken i starten af året fra blandt andre Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR), og det har totalrådgiveren nu taget til sig.

- Vi mangler stadig at få udbudt tagentreprisen, og lige nu er vi ved at færdiggøre udbudsmaterialet endeligt. Denne gang ændrer vi materialet fra en EPDM-dug til et andet miljøvenligt materiale, fordi det altså har vist sig, at det var svært at få bud med lige præcis den dug. Vi satser stadig på, det kan lade sig gøre at opføre byggeriet på en bæredygtig måde, men vi er også nødt til at tage vores forholdsregler, konstaterer Peter Houd.

Arkitektur kan mindske medicinforbrug
White Arkitekter har generelt stor fokus på sygehusbyggerier, hvilket har kastet flere opgaver af sig i både Danmark og Sverige. Samtidig har moderselskabet White AB i et forskningsprojekt påvist, at patienter inden for psykiatrien mindre behov for medicin, hvis arkitekturen bliver tænkt ind som en helende del.

- Forskning viser, at man kan reducere behovet for medicin, hvis patienterne har adgang til natur, er omgivet af naturlige materialer, farver, kunst og lys. Arkitektur og landskab skal derfor stimulere behandlingen med inddragelse af elementer som natur, farver, lys og udsigt. Hensigten er, at patienterne kommer til at føle, at de selv kan kontrollere deres situation og veksle mellem privathed og aktivitet, fortæller Peter Houd.

Den psykiatriske afdeling kommer til at rumme i alt 115 sengepladser og fællesfunktioner – og er bygget op med syv afsnit, der ligger som en vifte omkring hver sin en hovedakse. Fra ankomstområde og kobling til det somatiske sygehus forbinder hovedaksen de tre trafikcentre og indgange til de enkelte afsnit.

- I aksen bevæger man sig imellem reception, ambulatorium, café, modtagelse, aktivitetsrum, behandlingskontorer, auditorium og undervisning med kig til uderum og haver. Hovedaksen afsluttes i en sportshal og tagterrasse med udsigt over landskabet. Hver del har sit særlige udtryk, der danner basis for alt fra sociale aktiviteter til stille samtale – og fra udviklingen af sociale færdigheder i terapeutiske miljøer til fysisk udfoldelse i sport og træning, siger Peter Houd.

Byggefakta: Nyt Psykiatrisk Sygehus Aabenraa
• Pris: 448 mio. kr.
• Areal: ca. 20.000 m².
• Byggestart: Oktober 2012
• Forventet afslutning: Primo 2015
• Bygherre: Region Syddanmark
• Arkitekt: White Arkitekter A/S og Deve I/S
• Totalrådgiver: White Arkitekter A/S
• Ingeniør: Ingeniørgruppen Varde A/S og Wessberg A/S

Projektet er fra CRM-Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark.
Se mere om konkrete projekter på www.byggefakta.dk.

Artiklen er en del af temaet Top 10.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078