23948sdkhjf

Arkitektkonkurrence på vej om nyt centrum i Bording

Bordings tidligere så aktive handelsgade omdannes nu til en attraktiv boliggade. Arkitektkonkurrence på vej i projektet, der støttes med 19 mio. kr. af Realdania og Ikast-Brande Kommune.
Efter to års ideudvikling, som har involveret borgerne i Bording, Ikast-Brande Kommune og en række eksperter, tager Bording nu det næste skridt. Med et samlet bidrag på knap 19 mio. kr. fra Ikast-Brande Kommune og Realdania vil byen nu blive omdannet til en attraktiv by med vægt på fællesskaber, fritidsliv og gode pendlermuligheder.

Det skal ske ved at udvikle byens eksisterende kvaliteter, i tæt samarbejde med byens borgere. Ændringerne af bymidten i Bording skal styrke forbindelserne mellem de områder i byen, hvor der i dag er meget liv: Dagligvarehandlen, idrætshal og skole.

Ønsket om at Bording bliver en by med familie- og pendlerliv som omdrejningspunktet kommer efter flere års tilbagegang for byens mindre butikker og industri.

Arkitektkonkurrence på vej
Problemstillingen i Bording - udvikling fra aktive handels- og industri-byer til boligbyer - er genkendelig i mange andre, mindre danske stationsbyer, erfaringerne vil derfor kunne bruges bredt.

- Vores forventning er, at Bording kan blive et eksempel på, hvordan de mindre stations-byer kan finde en ny identitet i deres eksisterende ressourcer. Samtidig har det været en glæde at opleve, hvordan byens borgere har engageret sig og er kommet med ideer til en fremtidssikring af byen, siger projektleder Karen Skou, Realdania.

Med udgangspunkt i borgernes idekatalog, ”Bording Unite[d]", sættes der en arkitektkonkurrence i gang, der skal føre til en realisering af et nyt centrum i Bording.

Realdania støtter projektet med 9,5 mio. kr. og Ikast-Brande Kommune bidrager med 9,425 mio. kr. til realisering af projektet.

Sådan blev idekataloget til
Ni eksterne eksperter i - et spænd fra fremtidsforskere til kunstnere og 30 lokale frivillige -har sammen udforsket mulighederne for at gentænke stationsbyen.

Udviklingsprocessen har affødt tre visionære ekspertforslag til, hvordan Bording kan bevæge sig ind i fremtiden som en attraktiv og pendlervenlig boligby. På baggrund af eksperternes inspiration har Bording Visionsgruppe skabt idekataloget ”Bording Uni-te[d]”, der indeholder mange forskellige forslag til nye aktiviteter samt fysiske tiltag, der kan styrke byen som boligby.

Ikast-Brande Kommune og Realdania er nu gået sammen om at finansiere udviklingen af byens nye fysiske struktur. Den skal danne grundlag for realisering af et nyt centrum i byen. Der udarbejdes en plan for, hvordan bymidten kan forbindes med idrætshallen og skolen, og der skal skabes et nyt bycentrum omkring dagligvarebutikken og en brandtomt i byens centrum. Projektet skal give byen en ny ramme omkring borgernes spontane møder og bymidten en ny identitet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102