23948sdkhjf

Dansk Boligbyg har sat sig solidt på Fyn

Lidt mere end tre år efter etableringen i Odense har Horsens-virksomheden rundet 400 mio. kr. i omsætning.
Lige før sommerferien i 2010 bankede Per Andersen på døren hos Dansk Boligbyg i Horsens med et forslag om at starte op på Fyn. Virksomheden var på daværende tidspunkt begyndt at få opgaver på Fyn, og direktør Ole Rasmussen var hurtigt med på idéen om mere lokal tilstedeværelse i det fynske.

- Det stigende aktivitetsniveau på Fyn kunne ikke styres fra Horsens i længden, så jeg fandt nogle lokaler i sommerferien, og fik hurtigt både opgaver og ansatte. Så det er vist, hvad man kan kalde en lodret start, fortæller Per Andersen til Building Supply.

Navn og netværk
Per Andersen har 25 års jubilæum i entreprenørbranchen i denne måned, og efter at have brugt de første 8-9 år af karrieren i København, vendte han næsen hjem mod Fyn. Her har han været lige siden. De mange år i den fynske byggebranche har skabt et godt netværk, og det er en væsentlig årsag til Dansk Boligbygs succesrige etablering på øen.

- Kombinationen af Dansk Boligbygs rygte og mit ansigt gjorde, at vi fik vi hul igennem og vandt nogle store projekter. Vi har til dato opført næsten 200 boliger for FAB – det er altså ret meget på Fyn, siger Per Andersen og nævner Region Syddanmark og Domea som de to andre store kunder i butikken.

Kort før sommerferien afleverede Dansk Boligbyg to nye boligområder med i alt 132 boliger til FAB; Dahlsvej i Odense og Sofielund i Svendborg med en samlet entreprisesum på 111 mio. kr. I Middelfart er virksomheden entreprenør på den omfattende renovering af Melfarparken, der er Middelfart Andelsboligforenings største renoveringsprojekt til dato, og dagen før Per Andersen gik på sommerferie, underskrev han kontrakten på endnu en opgave i Middelfart; renovering af Region Syddanmarks ”Teglgårdshuset” med administrationsfaciliteter og boliger til misbrugere.

- Vi har et godt navn ude omkring blandt bygherrerne, og det er grunden til, at vi prækvalificeres til stort set til alt det, vi går efter. Fyn er et lille marked, hvor alle kender alle, så hvis man én gang har trådt i spinaten, er det svært at komme ind i varmen igen, forklarer Per Andersen og understreger, at han stortrives i Dansk Boligbyg, hvor han for et par år siden blev medejer:

- Det er et dejligt sted med en god atmosfære. De projektledere, der er i Dansk Boligbyg, er kendetegnet ved, at de har været her i mange år. Vi er en sammentømret flok, hvor alle kender alle. Min egen arbejdsdag er meget forskelligartet. Jeg kan købe papir til kopimaskinen det ene øjeblik og være ude for at underskrive en stor kontrakt det næste. Vi er en meget flad organisation, og det gør også, at vi har et godt, fast samarbejde med underentreprenører her på Fyn, slutter afdelingslederen.

Rekordomsætning
Det er ikke kun på Fyn, at Dansk Boligbyg har travlt. Entreprenørvirksomheden afsluttede før sommerferien sit 15. regnskabsår med ny omsætningsrekord på 634 mio. kr. Også ordrebeholdningen er den største nogensinde i virksomheden, der blev etableret i 1998.

Læs også: Rekordomsætning i Dansk Boligbyg
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141