23948sdkhjf

Vindueskæmpe taber omsætning for første gang i årevis: Men overskuddet stiger markant

Afmatning i byggesektoren tynger toplinjen hos VKR Gruppen, som dog præsterer et markant forbedret resultat i forhold til 2022

Vækstkurven er knækket hos VKR Holding, der ejer Velux og Dovista.

Det høje renteniveau og øgede byggeomkostninger i 2023 satte negative spor i byggesektoren og således også hos det danske holdingselskab VKR Gruppen, hvor både Velux og Dovista oplevede et fald i omsætningen. 

Det er første gang i flere år, at der ikke er blevet lagt ekstra millioner på toppen. 

- 2023 var endnu et år, hvor efterspørgslen var påvirket af uro i verden og et fortsat højt renteniveau, der ikke mindst har påvirket byggebranchen, konstaterer Mads Kann-Rasmussen, adm. direktør for VKR Holding og tredje generation i ejerfamilien bag VKR, i en pressemeddelelse.

- Vores perspektiv er altid langsigtet. Men i tider med afmatning i økonomien og branchen er vi også nødt til at tilpasse vores forretning til den virkelighed. Det er både Velux og Dovista lykkedes med i 2023, hvor begge forretningsområder har formået at optimere deres drift og kontrollere omkostningerne i et år med faldende omsætning, siger Mads Kann-Rasmussen og betegner samtidig udviklingen som ”tilfredsstillende”.

Stort fald hos Dovista

Samlet blev vindueskæmpens omsætning 29,5 mia. kr., et fald på 7 pct. i forhold til 2022. 

Faldet var primært organisk og omfatter et fald i omsætning på 3 pct. i Velux Gruppen og et fald på 18 pct. i Dovista. Udviklingen i omsætning i Dovista skal ses i lyset af en større eksponering mod markedet for nybyggeri samt en større andel af salg til lande med lav eller negativ vækst, lyder forklaringen.

VKR Gruppen
Regnskabsår 2023 2022
Valuta mio. kr. mio. kr.
Nettoomsætning 29.543 31.889
Resultat før afskrivninger 5.064 5.251
Resultat af ordinær primær drift 4.002 4.130
Årets resultat 4.174 1.573
Balancestatus 36.568 34.227
Egenkapital 29.780 26.022
Gns. antal ansatte 18.181 20.007
Kilde: VKR Gruppen

Omvendt gik det med resultatet, som blev markant forbedret. 

Væksten i driftsindtjeningen tilskrives blandt andet produktivitetsforbedringer og styring af omkostningerne. 

Fra 2022 til 2023 faldt antallet af ansatte desuden med knap 2.000 til 18.181 fuldtidsansatte.

Den markante vækst i VKR Gruppens resultat var dog ifølge virksomheden primært drevet af det, som betegnes ”et tilfredsstillende afkast på de finansielle investeringer”.

Tror på gentagelse

VKR Gruppen forventer, at første halvdel af 2024 kan blive lige så udfordrende for byggesektoren som 2023, mens anden halvdel af året måske kan vise sig mere gunstig.

Begge forretningsområder vil fortsætte deres investeringer særligt i opnåelse af bæredygtighedsmål, produktudvikling og marketing.

Overordnet forventer VKR Gruppen et resultat for 2024, der er på niveau med 2023.

VKR Gruppen er repræsenteret i 38 lande.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109