23948sdkhjf

CBS klar med storstilet arkitektkonkurrence

Copenhagen Business School (CBS) og Frederiksberg Kommune vil sikre topmoderne omgivelser til studerende og medarbejdere. Det kommer hele byen til gode.
Området omkring CBS på Frederiksberg er et af de områder i hovedstaden, der har undergået de største forandringer i de seneste år – og nu skal området have endnu et løft.

Et nyt projekt skal skabe et unikt og attraktivt campus i området med undervisningsfaciliteter, grønne områder og masser af spændende byrum. Realdania bidrager i den indledende fase med støtte til programmering, byanalyse og en 2-faset arkitektkonkurrence.

Der er afsat tre millioner kroner til konkurrencen. Frederiksberg Kommune og CBS betaler halvdelen, mens Realdania støtter projektet med den anden halvdel. Indsatsen kommer til at give et løft især ved området omkring Fasanvejen Station, som skal knyttes mere sammen med resten af kvarteret. Metroselskabet vil i den forbindelse også deltage i projektet.

- Der kommer flere og flere unge til Frederiksberg, og vi skal sikre dem optimale forhold i forbindelse med deres studier – og i deres fritid. Det er kernen i dette projekt – men samtidig vil det binde hele kvarteret sammen, så også gæster og beboere får glæde af indsatsen. Et nyt byggeri skal passe ind i området og danne nye pladser omkring Fasanvejens Station. Gennem en arkitektkonkurrence vil vi gerne have bud på, hvordan vi får skabt et helstøbt byområde med nye undervisnings- og erhvervsmuligheder samt nye former for opholdsarealer til gavn for kvarterets beboere – og for studerende på CBS, siger borgmester Jørgen Glenthøj (C), der er begejstret for tankerne.

6-8 bud på et koncept
Målet med indsatsen er at også at styrke CBS´s i forvejen stærke ry som internationalt universitet. Rektor for CBS Per Holten-Andersen ser store perspektiver i projektet:

- Målet er en unik, innovativ og banebrydende arkitektur, der samtidig understøtter synergien mellem campus og byen, som skal gøre projektet til et inspirerende ikon. Byggeriet skal kunne tilpasses skiftende tider med fleksible løsninger og mulighed for multifunktionalitet. Nye arkitektoniske og bæredygtige koncepter skal kunne afprøves. På den måde vil projektet kunne virke som et vindue til verdenen – og synliggøre Frederiksberg og CSB på international plan, siger han.

I første omgang skal der laves en konkurrence, der skal sættes i gang til sommer. Selve konkurrencen forventes at munde ud i 6-8 bud på et nyt koncept – et koncept der skal danne grundlag for det videre arbejde. Når der er fundet en vinder af konkurrencen, skal der udarbejdes en masterplan for indsatsen. Dette forventes at ske i begyndelsen af 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079