23948sdkhjf

Nye tider på renoveringsmarkedet

Frem mod 2020 vil den demografiske udvikling og nye familiemønstre betyde et nyt stort markedspotentiale – ikke mindst når det gælder renovering.
Artiklen er skrevet af Mette Skovgaard Petersen og oprindeligt bragt i nyhedsbrevet "Barometer" fra Dansk Byggeri.

Både unge og ældre danskere vil fremover stille nye krav til deres boliger, som i dag ikke opfyldes i tilstrækkelig grad af den eksisterende boligmasse. Det viser en ny rapport, som New Insight har udarbejdet for Dansk Byggeri, med henblik på at kortlægge udsigterne for bygge- og anlægsbranchen i de kommende år.

Den demografiske udvikling vil i årene frem til 2020 være præget af en øget tilflytning til de større byer i Danmark. Det er især de unge i 20’erne, der er i gang med uddannelse eller kigger efter job, og ældre over 65 år, som ønsker en lettere tilværelse i byen.

Der er ingen tvivl om, at den stigende urbanisering allerede nu stiller krav om tilpasning og modernisering af både alment boligbyggeri og ældre etageejendomme, så de passer til fremtidens borgere og deres behov.

- Unge og ældre har ofte brug for mindre og billigere boliger, og vi skal allerede nu tænke proaktivt i forhold til disse behov i og omkring de større byer. Her er det oplagt at opføre konceptboliger, der kvalitetsmæssigt opfylder behovene, og som kan opføres billigt gennem standardisering og industrialisering, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

Nye familiemønstre
En anden demografisk tendens er, at flere vælger at bo alene. Kernefamilien, som vi kender den med mor, far og børn, er under opbrydning, og vi ser i dag et langt mere sammensat familiemønster med deraf følgende nye behov, krav og ønsker til boliger og byområder.

- Familierne vil fortsat gerne bo i parcelhuse, men boligerne skal fornys. Mange ældre er i dag også stærkere end før i tiden og foretrækker derfor at blive boende i villa eller parcelhus. Det stiller nye krav til de nuværende parcelhuse, siger Michael H. Nielsen.

Ifølge New Insight er der også en tendens til, at behovet for selv at eje en bolig er mindre hos de yngre generationer. De foretrækker i stigende grad at låne, leje eller lease deres bolig og derved bevare økonomisk fleksibilitet og mobilitet. Der vil i højere grad være tale om korttidslejemål, og man kan derfor forestille sig, at der fremover vil være brug for vedligeholdelse af mere professionel karakter, når folk flytter ind og ud.

Fleksibilitet og effektiv udnyttelse
Retter vi blikket mod erhvervs- og institutionsbygninger, er der også her brug for tilpasning.

- Behovet for fleksibilitet vil øge efterspørgslen blandt virksomheder efter såkaldte Company Houses, hvor flere virksomheder har adgang til fællesfunktioner som kantine og mødelokaler, hvor administrationsomkostningerne er lavere, og hvor der er fleksibilitet i forhold til øget eller formindsket pladsbehov, siger Michael H. Nielsen.

På samme måde vil det offentlige efterspørge institutioner, som i løbet af døgnet kan rumme flere forskellige funktioner – skole om dagen, fritid sidst på dagen og voksenaktiviteter om aftenen. I det hele taget vil effektiv udnyttelse og drift af bygninger blive en efterspørgselsparameter.

Også på klima- og energiområdet er der brug for forbedringer af eksisterende bygninger for at kunne håndtere de vejrforandringer, som de seneste år har påvirket Danmark, men også en generel opdatering af de ydre rammer, så de lever op til fremtidige energikrav.

Et marked med potentiale
- Samlet set er der på renoveringsområdet et stort markedspotentiale for virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen. Men der er naturligvis også risiko for "benspænd", hvis de økonomiske og politiske rammer ikke understøtter udviklingsmulighederne. Derfor er det vigtigt, at byggeriet konstant er i tæt dialog med brugere og bygningsforvaltere, og at der udvikles koncepter, som matcher behovet, siger Michael H. Nielsen.

Han understreger, at man i den forbindelse også er nødt til at afkode internationale tendenser og udvikle bygningsløsninger, som appellerer til internationalt agerende virksomheder.

- Og samtidig vil fokus på fx bæredygtighed med sunde indeklimaløsninger og genbrug af udtjente bygningskomponenter være forhold, som byggeerhvervet er nødt til at give konkrete svar og løsninger på, slutter Michael H. Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.262