Nyt produkt skaber optimisme og travlhed
Interessen for Idealcombis nye vinduesserie, ”Futura+”, er så overvældende, at den kalkulerede kapacitet i opstartsfasen allerede er overskredet.
Med Futura+ er det lykkedes Idealcombi at holde den indvendige overfladetemperatur på vinduet på 14 °C ved 0 °C grader udvendig temperatur. Det er 4,7 °C højere end minimumskravet i bygningsreglementet 2015.
Forventningerne til det nye produkt er derfor store, og Idealcombi har bl.a. opbygget en nyt højteknologisk anlæg, der kan håndtere hele produktionsprocessen under eget tag på fabrikken i Thy.
Gode kort på hånden
Alligevel kom det som en overraskelse, at der i dén grad var booket op med kundebesøg, da de ansatte i salgsafdelingen vendte tilbage fra sommerferie:
- Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at der ville blive så massiv efterspørgsel på konsulentbesøg, siger salgs- og marketingdirektør Claus Winther.
- Det er dejligt at komme ud på opfordring, og vi har gode kort på hånden med henblik på at få henvendelserne omsat til konkrete ordrer, tilføjer han.
Markedet klar til at tage imod
De første bestillinger på Futura+ er allerede i hus. Blandt andet har Idealcombi netop skrevet sin første eksportordre ud til England, og pt. har virksomheden ventetid på ledig kapacitet i produktionen:
- Det er sælgerne selvfølgelig lidt kede af, men et eller andet sted er det jo enormt positivt og bekræfter os i, at har man det rigtige produkt, så er markedet også klar til at tage imod – krise eller ej, siger Claus Winther.
Han påpeger dog, at produktionen stadig er i opbygningsfasen og derfor endnu ikke har nået sin maksimale kapacitet.
Produktionen er blevet i Danmark
Med introduktionen af Futura+ har Idealcombi videreudviklet det eksisterende træ/alu-vindue. Det er i den nye serie suppleret med en kerne af polyurethan (PUR), som er et miljøvenligt og højisolerende materiale.
Virksomheden stod i den forbindelse ved lidt af en skillevej – skulle man satse på Danmark eller drosle ned herhjemme og placere dele af produktionen i udlandet?
Ledelsen valgte den første løsning – at holde hele produktionen i Hurup. Dels for at sikre arbejdspladser i Danmark og dels for at holde styr på hele fremstillingen af PUR-profiler og den komplicerede sammensætning af de tre materialer.
Den beslutning har naturligvis stillet store krav til opbygningen af den nye produktion, som skulle tilføres en høj grad af automation for at være konkurrencedygtig med lavtlønslandene. Det betyder ifølge Claus Winther, at Idealcombi pt. kan holde bemandingen i den 17.000 m2 store produktion af Futura og Futura+-vinduer på cirka 50 mand.