Sommerens vigtigste nyheder i byggeriet
"Stor entreprise til Pihl & Søn på nyt Unicef-verdenslager" og "Realea ind i Danmarks første energineutrale etagebyggeri". Læs om sommerens vigtigste nyheder her.
Realea ind i Bolig+-projekt
I Aalborg står A. Enggaard foran at opføre Danmarks første energineutrale etagebyggeri, som efter planen kommer til at bestå af mere end 70 boliger i 10 etager ved Limfjorden.
I begyndelsen af juli fik det ambitiøse projekt en ny partner, da fonden Realea valgte at involvere sig som partner.
- Vi går ind i dette projekt, fordi Bolig+-projektet er en betydningsfuld isbryder for udviklingen af aktivt energiproducerende og energineutralt byggeri. Vi glæder os til at vise og efterprøve, at man kan få energihensyn og livskvalitet til at gå op i en højere enhed med en helt almindelig boligøkonomi, siger administrerende direktør i Realea, Peter Cederfeld.
Projektet er tegnet af Arkitema og ventes klar til indflytning i slutningen af 2012.
Danske entreprenører henter milliarder i udlandet
En undersøgelse viser, at medlemmerne af Dansk Byggeris Eksportsektion formåede at tegne nye kontrakter i udlandet for godt 6 mia. kroner i 2009. Med en stigning på 1,3 mia. kroner er det en stigning på hele 27,6 % i forhold til 2008.
- Tendensen er, at omsætningen ender højere end værdien af de nye kontrakter, der er blevet tegnet i foregående år. Dermed er der forventning om, at omsætningen i udlandet i 2010 nærmer sig 7 mia. kroner, siger Ebbe Malte Iversen, formand for Dansk Byggeris Eksportsektion.
Fortsat lav omsætning i byggeriet
Tal fra Danmarks Statistik viser, at byggebranchen i juni omsatte for 15,2 mia. kroner, hvilket er 1,2 mia. kroner lavere end i fjor.
Ser man på omsætningen i hele 1. halvår, så er der i 2010 et fald på 19,4 % i faste priser i forhold til 2009.
Pihl skal bygge verdenslager
Det bliver E. Pihl & Søn, der skal opføre Unicefs nye højteknologiske lager i Nordhavnen i København. Lageret skal afløse det eksisterende verdenslager på Marmormolen.
Totalentreprisen omfatter et konventionelt lager med tilhørende lageradministration samt fundament for et højlager. Den samlede byggegrund udgør i alt ca. 58.500 m².
Når byggeriet står færdigt den 1. januar 2012, udlejer bygherren By & Havn lageret til Udenrigsministeriet, som fremlejer det til Unicef.
Ny Hillerød-bydel er på vej
Med visionen om at skabe et tæt, koncentreret og bæredygtigt byområde blev nedrivningen af en gammel, centralt beliggende lagerbygning indledt i midten af juli.
Den nye bydel, Stations Zonen, skal udvikles i etaper og kommer bl.a. til at huse Professionshøjskolen UCC Nordsjælland.
- Vi skal nu i gang med at designe bydelens uderum. I samarbejde med grundejerforeningen og arkitekterne skal vi definere, hvordan de steder, hvor mennesker mødes og hvor kompetencer udveksles ser ud. Ikke mindst skal vi finde frem til hvordan strædet kan invitere både til ophold og fordybelse og til bevægelse og aktivitet. Det er et arbejde, vi glæder os meget til, og som vi også forventer os meget af, siger Karen Mosbech, adm. direktør i Freja Ejendomme.
Exact Invest bygger 927 boliger i Brasilien
Det danske selskab Exact Invest, som har arbejdet med ejendomsprojektudvikling i Brasilien siden 2007, har fået godkendt et projekt med 972 lejligheder til den laveste indkomstklasse.
- Tidligere på året indgik vi, i samarbejde med Caixa Economica, en kontrakt om levering af 672 boliger, og vi har i alt over 2.300 boliger godkendt under boligpakken Minha Casa Minha Vida, siger direktør Kurt Kahla til Magasinet Ejendom.
I 2009 solgte Exact Invest cirka 300 boliger i Brasilien og i 2010 forventes et salg på over 2.000 boliger.
Grontmij | Carl Bro skal sikre infrastruktur i Mongoliet
Rådgivervirksomheden Grontmij | Carl Bro har indledt etablering af en projektstyringsenhed i Mongoliet og skal bistå med en række tiltag til at forbedre infrastrukturen.
Blandt andet skal en tredjedel af landets livsnerve - den godt 500 km lange hovedlandevej mellem Mongoliets hovedstad, Ulaanbaatar, og den kinesiske grænse - forbedres. Samtidigt skal der bygges en 260 meter lang bro, og 17,5 km hovedlandevej i udkanten af hovedstaden renoveres.
Projektet finansieres af Millennium Challenge Corporation (MCC), der er en bistandsorganisation under den amerikanske regering.
Nyt samarbejde skal øge interessen for energirenovering
”Energitjeck 2010” er navnet på en ny kampagne, som skal sikre danskerne et overblik over, hvordan man kan få energirenoveret sin bolig.
Bag tiltaget står branchefællesskaberne DI Energibranchen, DI Handel og DI Byggematerialer.
- Tanken er, at man kan få en bred vifte af information om, hvordan man som boligejer kan reducere energiforbruget i boligen, hvilke produkter som findes på markedet, og hvilken finansieringsmulighed, der er mest er den mest hensigtsmæssige, siger direktør for DI Byggematerialer Elly Kjems Hove.
Baggrunden for kampagnen er en ny undersøgelse, der viser, at 1/3 af i alt 1.101 adspurgte danskere savner et egentligt overblik over de muligheder, der findes for at få renoveret boligen på energirigtig vis.
Markant højere indtjening hos HTH-ejer
Køkkengiganten Nobia udsendte den 19. juli sit regnskab for 2. kvartal, og trods et fald i nettoomsætningen på 12 % er det lykkedes at øge indtjeningen (EBIT) med hele 82 %.
Således lyder koncernoverskuddet for 2. kvartal på 195 mio. SEK mod 107 mio. i samme periode i fjor. Det samlede resultat for første halvår hedder 171 mio. SEK – 98 mio. mere end i 2009:
- Vi har noteret stigende efterspørgsel fra nybyggeri-segmentet I Norden, primært i Finland og Sverige, siger CEO Preben Bager, som til gengæld betegner situationen i UK og Frankrig som vanskelig.
Moelven henter driftsresultat på 141 millioner
Også trævarekoncernen Moelven kunne glæde sig over et positivt 2. kvartal. Driftsresultatet på 141 mio. NOK er en forbedring på hele 117 mio. i forhold til sidste år og skyldes hovedsageligt gode driftsforhold, omkostningsreduktioner samt prisudviklingen inden for færdigvarer i Timber og Wood.
- Dette er et godt kvartal for os, og det bør det også være, da byggeaktiviteterne øges om sommeren. Byggesystemdivisionen, som normalt ligger sidst i konjunkturforløbet, ser også ud til at have passeret konjunkturbunden for denne gang, og ordrereserven er igen stigende, siger koncernchef Hans Rindal.
Det samlede driftsresultat for første halvår lyder på +164 mio. NOK mod -66 mio. i samme periode i fjor.
Stigende optimisme hos materialeproducenter
I juli måned foretog DI Byggematerialer en rundspørge blandt sine medlemmer omkring forventningerne til de kommende tre måneders indtjening og omsætning.
40 % af producenterne forventer at øge både omsætning og indtjening i tredje kvartal sammenlignet med samme periode sidste år.
Samtidig forventer godt 80 % enten uændret eller svagt stigende beskæftigelse i tredje kvartal.