Danmarks første nul-energi kontorhus nær en realisering
Kun byrådets godkendelse mangler, før byggeriet af det visionære kontorhus kan indledes på Grøndalsvej i Århus.
Projektet har vakt stor opmærksomhed i fagkredse i kraft af sin nytænkning af løsningen på de krav, som kommunen har stillet til energi og bæredygtighed.
Plads til 240 medarbejdere
Der er tale om en selvstændig bygning, som opføres i tilknytning til Århus Kommunes eksisterende administrationsbygning fra 1965. Byggeriet kommer til at bestå af to parallelle stænger i 2-3 etager forbundet af tre tårnbygninger, som vil indeholde trapper, elevatorer, personaletoiletter og rengøringsrum.
Der bliver plads til 240 medarbejdere i den nye tilbygning, som bl.a. opføres med solceller, solfangere, genvinding på ventilationen og genbrugsglas på facaderne. Desuden udnytter bygningen – i kraft af dens placering – mange passive tiltag som fx dagslys og naturlig ventilation:
- Det er vigtigt at gå nye veje i bestræbelserne på at spare på energien. I den forbindelse er det glædeligt, at Århus nu går forrest og viser, at det kan lade sig gøre at opføre byggeri, som kan klare sig udelukkende ved hjælp af vedvarende energi, siger rådmanden for teknik og miljø, Laura Hay.
Regenerative elevatorer og 1.100 m² solceller
Der er i byggeriet taget udgangspunkt i at nedbringe energiforbruget til så lavt et niveau som muligt. Kommunens krav var, at energiforbruget skulle ligge 75 % under det nuværende lovkrav, hvilket vil sige 25 kWh/m².
Det er imidlertid lykkedes at få beregningerne helt ned på 0 kWh/m² ved bl.a. at skabe en meget tæt bygning med lavt varmetab. Derudover vil der i alle dele af bygningen – belysningsanlæg, elevatorer, ventilation osv. – blive set på, hvordan der kan spares energi. Det betyder blandt andet, at der etableres regenerative elevatorer, som i visse situationer producerer el.
Hertil kommer diverse energiproducerende tiltag. Bygningen vil blive forsynet med i alt 1.100 m² solceller til elproduktion og 450 m² solvarme til opvarmning af varmt brugsvand og absorptionskøling.
Genbrug af byggematerialer og opsamling af regnvand
Men bæredygtighed er andet og mere end energiforbrug. Derfor vil der også være fokus på affaldssortering, genbrug, sundhed og velfærd, vandforbrug m.m.
Et eksempel på dette er, at 95 % af materialerne fra de bygninger, der nedrives til formålet, bliver genbrugt på stedet, hvor de knuses og erstatter tilkørt sand og stabilgrus. Der nedgraves også en 100 m³ stor tank til opsamling af regnvand, som kan bruges til toiletskyl og havevanding.
Århus Kommune har store forventninger til projektet, der efter planen skal finansieres af lejebesparelser fra fraflyttede lejemål og salg af administrationsbygninger, som kommunen ikke længere har behov for.