Stort underskud hos Schamann Properties
Omfattende nedskrivninger samt tab på opførelsen af Hundige Storcenter forsynede den danske ejendomskoncern med et underskud på 763 mio. kroner efter skat i 2009.
Baggrunden for den store omsætningsvækst er, at Schaumann i oktober afleverede 30.000 nyopførte kvadratmeter i Hundige Storcenter til køberen Dades A/S.
Projektet har bidraget til den samlede omsætning med 1,3 mia. kroner, men først overophedningen i byggeriet og siden finanskrisen har gjort opførelsen væsentligt dyrere end beregnet:
- Byggeriet af centret blev delvis entreret under slutfasen af den overophedning i byggesektoren, der gjorde sig gældende ind i 2008, ligesom finansieringsomkostninger og forhold vedr. projekteringen fordyrede byggeriet væsentligt. Efter afleveringen har der som forventeligt været en del spørgsmål at afklare med centrets køber, financier og leverandørerne, og samlet er der i 2009 koncernmæssigt derfor indregnet et underskud på projektet på over 100 mio. kroner, oplyser Schaumann.
Stor usikkerhed om 2010
Salget af Hundige Storcenter har været med til at nedbringe koncernens bankgæld, men salget har ikke frigjort likviditet til driftsudgifterne.
Schaumann har derfor ikke været i stand til at betale renter på et antal banklån, og der foreligger nu forhandlinger med bankerne om en finansiel restrukturering af koncernen.
Der hersker således væsentlig usikkerhed om udviklingen i 2010. Ledelsen forventer dog, at det lykkes at fremskaffe den fornødne likviditet til at fortsætte driften, samt at kreditgiverne fortsat vil yde den i øvrigt fornødne finansiering.