Underskud forpurrer frasalgsplaner
Arbejdet med at omdanne Banedanmarks entreprenørafdeling til et selvstændigt aktieselskab er nu indstillet. Afdelingen, der har omkring 1.000 ansatte, skal nu reduceres i et endnu uvist omfang.
Nu er planerne imidlertid lagt på hylden, fordi Entreprise på det seneste ikke har vundet ret mange fornyelsesopgaver. Der forventes på den baggrund et betydeligt underskud for 2009, og det er ikke hensigtsmæssigt for en omdannelse til aktieselskab:
- Entreprise har bidraget aktivt til at finde løsninger. Desværre har det ikke været muligt at finde en holdbar løsning for Entreprise som aktieselskab. Udviklingen i form af svigtende ordrer i 2009, og det deraf følgende betydelige underskud, har nu overhalet forhandlingerne, siger administrerende direktør Jesper Hansen.
Skærer ombygningsopgaverne fra
I samråd med Transportministeriet har Banedanmarks bestyrelse således besluttet at sætte en stopper for privatiseringsforberedelserne. Der arbejdes i stedet med en plan om at integrere et væsentligt reduceret Entreprise i den fortsatte drift af Banedanmark.
Fremtidens nøgleord bliver stabilitet, og det betyder, at afdelingen først og fremmest skal koncentrere sig om vedligeholdelse af jernbanen. Således vil Entreprise ikke fremover udføre større sporombygningsopgaver:
- Jeg beklager meget den aktuelle udvikling, ikke mindst for de mange medarbejdere, der har ydet en stor indsats, og som nu bliver berørt af ændringerne. Til gengæld sikrer vi med beslutningen en fortsat fremtid for Entreprise, siger Jesper Hansen.
Der er endnu ikke overblik over, hvor mange af Enterprise's godt 1.000 medarbejdere, der står til opsigelse.
Kilde: Banedanmark