23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Prisvindende tegnestue blandt årets hovednavne på Building Green

Når Building Green slår dørene op til to dages messe, bliver det med den prisvindende norske tegnestue Snøhetta på programmet. Snøhetta står blandt andet bag Oslos Opera, og som i år har vundet WAN award for årets bæredygtige byggeri.

Building Green-messen samler d. 28.-29. oktober flere tusinde grønne fagnørder fra byggeriet til to dages intens viden- og idéudveksling. I år kan deltagerne i Forum i København se frem til at møde Tine Hegli fra en af verdens mest hotte tegnestuer lige nu – Snøhetta. Her vil den norske seniorarkitekt fortælle om tegnestuens arbejde for at skabe mere grønne byggeprojekter.

Plusenergibygninger på dagsordenen
- Mit budskab er, at for at nå målet om et mere bæredygtigt samfund og byggeri må vi tænke industrien ind i processen. Vi skal i fællesskab finde ud af, hvilke mål vi skal sætte, og hvordan vi når dem. Vi må teste forskellige strategier, træffe en række valg og dele vores erfaringer i større fora, som vi gør her på Building Green, fortæller Tine Hegli og fortsætter:

- På Building Green vil jeg fortælle om nogle af de projekter, hvor Snøhettas ambition har været at skabe plusenergibygninger i vores kolde klima i Norden. Det har krævet en ny arbejdsmetode i vores team og designprocesser. Akademikere og researchere er inviterede til at deltage i processen, så vi får et interdisciplinært designteam fra første dag. Det giver en meget mere innovativ designproces, fordi vi samarbejder med folk, der ved noget om områder, vi normalt ikke beskæftiger os med.

Når en tegnestue både skal definere rumlige løsninger og vælge byggematerialer, som er effektive i drift på energisiden og er produceret med et lavt energiforbrug, så kan designprocessen blive ganske kompleks. Derfor skal der ifølge Tine Hegli indhentes information om, hvilke typer af energi og hvor meget energi, der bliver brugt til produktionen af materialerne, om de giver et sundt indeklima, og om de kan genanvendes. Samtidig skal tegnestuen kunne argumentere for valg og fravalg. Derfor kan det være godt med hjælp udefra.

Støtte og videndeling er vigtigt
- Vi skal dokumentere de valg, vi træffer, og argumentere for hvorfor vi gør, som vi gør. Samtidig skal vi ikke miste fokus på arkitekturen og de gode rum og landskab, som er grundlaget for en ordentlig livskvalitet. For at kunne overskue denne kompleksitet har vi brug for støtte samt at få tilført viden. Som partner i The Research Center on Zero Emission Building (ZEB), som er støttet af The Research Council of Norway, og pilotprojekter som Plus House Larvik har vi haft mulighed for at lære, hvordan vi griber sådanne projekter an, og hvem vi skal invitere med i vores beslutningsprocesser.

Snøhetta er kendt for altid at arbejde tæt sammen med bygherren om at skabe designet. Hvert projekt har sine egne spørgsmål og sine egne svar. Derfor er deres projekter verden over meget forskellige – dog er der ofte lagt megen vægt på at få bygning og landskab til at spille sammen. I deres mest berømte projekt, Operaen i Oslo, er det da også det enestående samspil mellem landskab og bygning, som har fået arkitekter fra hele verden til at valfarte til byen.

Udover Tine Hegli fra Snøhetta er der 114 talere og 25 seminarer på årets Building Green. Messen åbnes af Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt d. 28. oktober, mens Tine Hegli går på talerstolen d. 29. oktober.

Det er gratis at tilmelde dig på Building Green, undgå køen og forhåndstilmeld dig her!

Building Green / Insight Events ApS
Ørnevej 18, 1.
2400 København NV
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK24240371

Kontaktperson

SE

Send til en kollega

0.044