Alfix leverer tryghed med flere beståede facadepuds-tests
Som den hidtil eneste danske producent af facadepuds har Alfix bestået 2 krævende facadepuds-tests: SP Fire 105, en vigtig brandtest ved anvendelse af EPS isolering, samt en omfattende klimatest i henhold til ETAG 004.
Tryghed for kunderne og slutbrugerne
Alfix bestod med sit facadepudssystem, brandtesten SP Fire 105 i marts 2013 i Sverige – en test som dokumenterede, at Alfix pudssystemet sikkert og trygt kan anvendes på isoleringsmaterialet EPS 80F. Derved opfyldes kravene i ”Eksempelsamling om brandsikring af Byggeri 2012”, udgivet af Energistyrelsen i Danmark. I januar 2014 har Kolding virksomheden bestået et andet krævende testforløb i Tyskland – nemlig en langvarig vind- og vejrprøvningstest, som viser systemets robusthed. En række Alfix facadepuds- og malingsprodukter blev her udsat for intense simulerede klimatests i regn, høj temperatur, frost og tø - svarende til 20 års belastning.
”Det giver os, kunderne og slutbrugerne tryghed, at vi nu har bestået 2 så væsentlige og krævende facadepudstests. For Alfix er det afgørende, at de nye facadeløsninger har den højeste kvalitet, og at vi også har klar dokumentation for vores grundige udviklingsarbejde”, siger teknisk chef i Alfix Allan Nielsen.
Anerkendte testinstitutter
I Sverige er der tradition for at bygge huse i træ, og man har samtidig stor erfaring med brandtest af facader i flere etagers byggeri. I Tyskland og Østrig har de mange generationers erfaring med pudsede facader i et klima, der minder om det danske. Det var derfor ikke tilfældigt, at Alfix valgte anerkendte testinstitutter fra netop disse lande.
”Efter vejrpåvirkningen under klimatesten foretog det østrigske prøvningsinstitut også en robusthedstest, som afprøvede styrken i puds- og malingslagene på de isolerede facader. Instituttets medarbejdere lod en tung jernkugle, ophængt som et pendul, brage ind i slutpuds og maling fra forskellig afstand for at tjekke facadens robusthed. Også her viste Alfix DuraPuds og facademalingen DuraDec høj klasse – både på isolering af mineraluld og EPS 80F”, slutter Allan Nielsen.
BYGGERI´14 messen
Alfix produkterne bestod uden problemer prøvelserne i Sverige og Tyskland, og derfor har virksomheden gode forventninger til, at markedet vil tage godt imod det udvidede DuraPuds og DuraDec sortiment, der nu også inkluderer 2 nye produkter baseret på silikoneharpiks. Nyhederne fremvises på Byggeri’ 14 messen i Fredericia d. 25-28.2.